Banen i Texas er en rigtig racerbane, modsat mange andre moderne motodromer. Den har flere forskellige linjer, man som kører kan vælge - og det gør de så! Det betyder at der i de mange svingkombinationer kan køres tæt og fordelen kan skifte fra meter til meter. Så selvom moderne racerbiler har et problem med at køre tæt, så kommer der godt race i USA.
Men dagen i dag, var også dagen hvor Hamilton udbyggede sit forspring til 66 point. Og med 75 point tilbage at køre om er VM kampen ved at være rent teoretisk. Det var også i dag vi så at det ikke bare er små tilfældigheder der har afgjort VM. Mercedes er Ferrari overlegen som bil. Vi så det tydeligt i dag fordi Vettel fra anden startposition kom bedst fra start - og han førte et lille stykke tid. Men så rykkede Hamilton, med hjælp fra DRS, forbi og forsvandt - og så var det løb sådan set afgjort.
Men hele vejen igennem feltet var der en mængde gode dueller. Der var for eksempel en Verstappen der startede langt nede, som kørte sig hele vejen til faktisk at føre løbet i forbindelse med pitstoppene. Han havde mange gode dueller. Men han var ikke den eneste. Raikkonen og Bottas havde eksempelvis også en ganske fin duel, det samme havde Ricciardo og Bottas. Faktisk var Bottas med i ret mange dueller - ofte fordi han blev overhalet.
Vettel sluttede som nummer to og det er ikke så overraskende, men på et tidspunkt hvor det hele var gået lidt dødt, valgte han at gå ind til sit andet pitstop, og med et nyt sæt dæk stormede han afsted - desværre for ham var Hamilton dog for langt foran ham. Måske blev han lidt fanget af, at han forventede at de andre i toppen også ville tage nummer to stop. Det gjorde de bare ikke rigtigt, slet ikke Hamilton. Så Hamilton lå nydeligt i front og førte foran Raikkonen og Bottas, mens Vettel måtte kæmpe, med Verstappen tæt efter sig. Den unge hollænder havde også taget stop nummer to.
Begge kæmpede de sig forbi Bottas, der skøjtede rundt som en beruset mand på en karrussel. Dækkene var helt slidt på Mercedes raceren. Bottas valgte så her, fire omgange fra mål at skifte dæk. Han havde et minut ned til den næste, så der var ikke andre grunde til det, at bilen helt sikkert blev mere medgørlig.
Så var det Raikkonen de skulle forbi. Også han havde gamle dæk og Vettel kom, meget lidt overraskende, ret nemt forbi. Det gjorde Verstappen ikke. Han måtte give alt hvad han havde, men på sidste omgang lykkedes det. Problemet vare bare de dersens linjer der markerer banen. Dem har Verstappen tidligere haft sit problem med at acceptere eksistensen af, og det havde han også i dag. Men i dag faldt hammeren, det blev vurderet at Verstappen havde forladt banen og fået en fordel i forhold til Raikkonen.
På det tidspunkt var løbet slut, og kørerne stod og hældte vand i halsen og udvekslede krigsminder, da Raikkonen pludselig dukkede op og Verstappen blev trukket afsted. Og således kom Kimi Raikkonen alligevel på podiet.
Bottas holdt fast i 5. pladsen og viste endnu en gang, at han ikke rigtig er kommet sig over sommerferien og kontraktforlængelsen. Han skal godt nok grave dybt i sig selv i forhold til næste sæson. Ocon tog en 6. plads efter en solid eftermiddag, hvor han holdt Renaults nye mand, Carlos Sainz, bag sig. En 7. plads i sin debut for det franske team er mere end godkendt for spanieren. Nu har Renault to kørere der kan score point. Godt for dem!
Sergio Perez i den anden Force India blev nr. 8 foran veteranen Massa. Det sidste point gik til Kvjat, der nu, næsten overraskende, er Toro Rossos primære pointhøster! Men den tjans tog han på sig.
Duellerne var mange hele vejen gennem feltet, og vi kan allerede glæde os til næste års løb! En god dag, men med en forudsigelig vinder.
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Circuit of the Americas22/10/17 - Circuit of the Americas - Formel 1 - FIA F1 |