Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Mere succes til Michael Christensen i VM-serien

FIA WEC 
16/10/17 

World Endurance ChampionshipDet var med blandede følelser, at Michael Christensen og teamkollega Kévin Estre indtog præmiepodiet efter afslutningen på weekendens 6 timers World Endurance Championship-race på Fuji Speedway i Japan. Porsche-duoen sluttede på tredjepladsen i et løb præget af safetycar og periode med rødt flag, som følge af dramatiske vejrforhold med både tung regn og tæt tåge.
 

”I så vanskelige forhold kan vi egentlig kun være tilfredse med at slutte på tredjepladsen. At vi alligevel er lidt ærgerlige skyldes kun, at vi faktisk havde en mulighed for at vinde i dag,” udtalte Michael Christensen lige efter løbet.


(Foto: Porsche PR)

Danskeren henviste til en episode langt inden i løbet, hvor Kévin Estre blev påkørt af en langsommere kørende konkurrent i GTE Pro-klassen. Efter at have overhalet en Ford GT med en omgang, misser konkurrenten sit bremsepunkt i det efterfølgende sving, og påkører franskmanden Porsche 911 RSR #92. Resultatet var en snurretur, samt skader på bilens aerodynamik både for og bag.

”Vi kunne heldigvis fortsætte efter uheldet, men derfra og så frem til målflaget, kørte bilen langt fra optimalt. Pludselig var vi et sekund langsommere på en omgang, og det blev nu et spørgsmål om at få bilen sikkert i mål fremfor at køre med om sejren,” lød den videre forklaring.

Som følge af voldsom regn blev løbet startet efter banens safetycar, der ledte de 26 startende biler rundt på den 4,563 kilometer lange racerbane i fem omgange, inden det grønne flag blev viftet. Som første mand i bilen kom Michael Christensen fint afsted og efter syv omgange var danskerens Porsche på tredjepladsen. Da vejrsituationen blev forværret kom safetycar’en igen på banen, i en hel time, inden løbets første røde flag satte en midlertidig stopper for løbet på grund af tåge. Efter 32 minutter kunne løbet genoptages, og da søster-Porschen med Richard Lietz udførte sit første pitstop, rykkede Michael Christensen i føring af løbet.


(Foto: Porsche PR)

Inden halvvejsmærket havde banen igen haft to besøg af banens safetycar, og i starten af løbets fjerde time, blev det franske Kévin Estres tur i bilen. Det obligatoriske køreskifte blev perfekt udført i Porsche-pitten, og tilbage på banen kørte Estre sig i front foran den anden Porsche med Frédéric Makowiecki bag rattet. En føring der holdt indtil påkørslen fra den langsommere Ford GT.

”Det var et fuldstændig uforudsigeligt løb, og et af de mest uforudsigelige racerløb, jeg nogensinde har deltaget i. Vores bil kørte generelt godt i de vanskelige forhold, og alle i teamet leverede igen en super indsats under de svære betingelser. En sejr ville have været fortjent, og den ville vi så gerne have kunnet givet til teamet. Det var møgærgerligt at Kévin blev påkørt, men heldigvis kunne vi fortsætte og tage tredjepladsen. Nu ser vi frem til de sidste to afdelinger i sæsonen. Vi skal have én sejr til teamet i år,” slutter Michael Christensen.

Ottende afdeling i Sports Car World Endurance Championship køres i Shanghai / Kina den 5. november.

www.michaelkchristensen.com

Thomas Wulff


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Fuji
  • 15/10/17 - Fuji - FIA WEC - FIA VM
  •