SportsCar Championship 06/10/17
|
|
Kan blive del af stor dansk triumf i USA, da også Jan Magnussen kan blive mester
Sidste år skrev Christina Nielsen historie, da hun blev den første kvinde, der vandt et stort internationalt sportsvognsmesterskab, da hun vandt GTD mesterskabet i den prestigefyldte amerikanske IMSA serie.
|
I weekenden kan hun sammen med hendes holdkammerat Alessandro Balzan og deres team Scuderia Corsa gentage triumfen og vinde mesterskabet for andet år i træk, når sidste afdeling, nyklassikeren Petit Le Mans, afvikles på den udfordrende og kuperede Road Atlanta.
Både Christina Nielsen og Jan Magnussen kan vinde hver deres IMSA mesterskab (Foto: Jan Kaiser)
Det er tredje år i træk Christina Nielsen går ind til sidste afdeling med en chance for at vinde mesterskabet. I 2015, hvor hun kørte for Aston Martin, manglede hun efter løbet sølle to point i at blive mester. I 2016 skulle hun køre tre timer af det 10 timer lange løb for at opnå point nok og dermed blev hun allerede inden løbet var færdigt, kåret som mester sammen med hendes italienske holdkammerat Alessandro Balzan. I år står de to overfor en lignende situation, men grundet en omskrivning af reglerne og en føring i mesterskabet på hele 26 point, skal de blot stille til start i deres Ferrari 488 GT3 og fuldføre en omgang, så vil deres placering i løbet uanset udfaldet give nok point til at sikre dem mesterskabet. Ved Petit Le Mans får de to, som ved de øvrige langdistanceløb, Matteo Cressoni med som tredjekører.
Christina Nielsen skrev historie, da hun sidste år vandt IMSA mesterskabet (Foto: Jan Kaiser)
”Det er selvfølgelig superfedt, at jeg for tredje år i træk kommer til sidste afdeling og kan vinde mesterskabet” fortæller Christina Nielsen fra Road Atlanta. ”Men hvor presset de seneste to år har været enormt, så er det dejligt ikke at mærke det samme pres i år. Jeg ved godt, at alt kan ske i motorsport, men at vi blot skal fuldføre en enkelt omgang, fjerner en hel del af presset og gør, at vi kan gå ind til weekenden med en helt anden indstilling og et mål om at køre for at vinde løbet og ikke kun køre efter point. Petit Le Mans er mit favoritløb og Road Atlanta er mig yndlingsbane, så jeg vil faktisk glæde mig til at køre løbet uden lige så meget pres, men i stedet forsøge at nyde det. Og så vil vi forsøge at vinde North American Endurance Cup igen. Det mesterskab samler man point til ved de fire langdistanceløb, der er i løbet af sæsonen. Både undervejs og ved det endelige resultat. Det mesterskab vandt vi også sidste år, så det vil vi forsøge at gøre igen”.
Det ti timer lange Petit Le Mans har de seneste mange år budt på tæt ræs blandt de fire klasser, der stiller til start. GTD klassen, der tæller hele 17 af de 39 startende biler, har i løbet af året budt på seks forskellige bilmærker, der har vundet løb. Så der bliver uden tvivl tæt kamp mellem Ferrari, Porsche, BMW, Acura, Lexus, Lamborghini og Audi.
Den kuperede og udfordrende Road Atlanta er Christina Nielsens yndlingsbane (Foto: Jan Kaiser)
Jan Magnussen stiller også til start ved Petit Le Mans. Sammen med holdkammerat Antonio Garcia behøver de i deres Corvette også kun at fuldføre en omgang for at sikre sig mesterskabet i GTLM klassen, hvor ni biler er til start.
Christina Nielsen og Jan Magnussen er ikke de eneste danskere til start. Også Michael Christiensen stiller til start i GTD klassen, hvor han kører Porsche for Alegra Motorsports, samme team som han vandt 24 timers løbet på Daytona med.
Det ti timer lange Petit Le Mans starter lørdag kl. 17.05 dansk tid og kan følges live på imsa.com
www.christinanielsenracing.com
Jan Kaiser Læs mere om: Christina NielsenRoad Atlanta07/10/17 - Road Atlanta - SportsCar Championship |