”Det var en weekend, hvor det hele kørte, og så var det en rigtig god weekend for teamet,” siger han. ”Vi stillede for første gang op med to biler til et løb herhjemme, hvor Poul Lübbert skulle køre den anden, og vi fik begge biler med hjem. Samtidig havde vi mere end 100 gæster i vores telt i ryttergården, så det var ikke bare på banen, at der var fart på.”
Mesterskabet i GT-B-klassen kom i hus for Mikkel O. Pedersen
Den sidste danske løbsweekend foregik i en blanding af regn og tørvejr. Mens de to sidste løb i Special Saloon Car-klassen foregik i solskin og på tør asfalt søndag, var der regn og vådt føre, både da tidtagningen og det første løb skulle køres lørdag eftermiddag.
”Banen var våd, da vi kørte ud til tidtagningen, så jeg startede med regnvejrsdæk på Porschen, inden jeg kørte i pit og skiftede til slicks,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Jeg nåede ikke at få en ordentlig omgang på slicks, inden regnen tog til, så min hurtigste omgang i tidtagningen blev sat på regnvejrsdæk. Den lød på 1.11, og det var bare fire sekunder fra, hvad jeg plejer at køre i tørvejr på banen.”
Til lørdagens løb var banen om noget endnu vådere, da regnen blev ved.
”Selv om det stod ned i stænger, lod jeg være med at slå ABS’en til på Porschen,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Når jeg kører løb i Porsche Supercuppen, er det nemlig ikke tilladt at bruge det der, så for ikke at vænne mig til noget, som jeg ikke må køre med normalt, valgte jeg at køre uden ABS. Og det gik ganske godt.”
Udover de mange sponsorer, som lagde vejen forbi FDM Jyllandsringen, var der også nogle helt specielle gæster.
”Det var Peter Hansen-Høst fra Norge, som jeg kørte sammen med i den skandinaviske Porsche Carrera Cup, og han havde også taget sin mekaniker Dan Gøran Lunde med,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Det var dejligt at være sammen med dem igen, og de gik ikke af vejen for at give en hånd med, nu da vi havde to biler ude at køre denne gang.”
www.mikkelopedersen.com
Læs mere om: Mikkel O. PedersenJyllandsringen01/10/17 - Jyllandsringen - Special Saloon |