Padborg Park har med stor success fået sammensat et flot arrangement, hvor finaleløbene bliver kørt efter mørkets frembrud, det giver nogle spændende dimensioner til begrebet at køre ræs på de danske baner. I den kommende weeekend er de følgende klasser sat på programmet: Danish Supertourisme, Yokohama 1600 Challenge, Legend Car Cup, Aquila Synergy Cup, Formel 4, Formel 5, samt Danish Endurance Championship
Efter sommerpausen i Danish Supertourisme er det faktisk blevet et meget tæt løb i top fem. Helt i top ligger Frederik Nymark og fører mesterskabet med 263 point, på andenpladsen ligger Michel Nykjær med samme antal point. De følges af Kevin Rossel med 237 point, samme point har Ole Petersen på fjerdepladsen. Og det er debutanten Kevin Verner der ligger i hælene med sine 235 point, der skal nok blive kørt tæt race i denne weekend, så det er bare om at komme afsted til en herlig race weekend på Padborg Park.
Frederik Nymark fører Danish Supertourisme. (Foto: Motorsporten.dk)
Legend Cup mesterskabet føres efter GP Danmark afdelingen stadig af Jonas Svensson(425p) og det er stadig Kasper Bruun(369p) på andenpladsen med Michael S. Christensen(352p) på tredjepladsen. I oldboysklassen har Bjarne “Rasser” Rasmussen(412p) fået udbygget føringen til Henrik Vejen(398p) og Kim S. Pedersen(390p) har fået halet godt ind på Henrik fra sin tredjeplads.
Fra talentrugeklasssen Aquila Synergy Cup har Kevin H. Suenson efter seriens tur til Palanga i Litauen, fået øget sit forspring til Max Brink Eneberg(318p) og det er stadig Mikkel Grundtvig(218p) der ligger på tredjepladsen.
Kevin H. Suenson fører Aquila Synergy Cup. (Foto: Motorsporten.dk)
I Yokohama 1600 Challenge er det Brian Johannesen(174p) der er strøget til tops, hvor han følges af Jesper Gregersen(167p) og Morten Christensen(159p), Tue Lassen(149p) er røget fra toppen ned til fjerdepladsen. I oldboymesterskabet er de stadig Michael Scharstein(80p) der ligger suverænt i top. Her følges han af Leif Juhl(38p) der er rykket op foran Jørn Støvring(36p).
Formel 4 mesterskabet føres af Daniel Lundgaard(248p), og efter sidste afdeling på Jyllandsringen fik Frederik Vesti(197p) halet lidt ind på ham. De følges af Christian Rasmussen(158p) på tredjepladsen.
Formel 5 feltet havde sig en noget turbulent weekend på Jyllandsringen, og den mesterskabsførende Casper T. Hansen(255p) fik ikke lavet nye point til kontoen, hermed er presset øget fra Aske Nygaard Bramming der ialt har fået 207 point. På tredjepladsen ligger Jonas Lindhard med 181 point.
Yokohama 1600 Challenge. (Foto: Motorsporten.dk)
Søndagen er også helliget motorsport på Padborg Park, her er det Danish Endurance Championship der skal køre deres sidste afdeling for i år. De skal på seks timer og femten minutter finde frem til den endelige pokal fordeling i de forskellige mesterskabsklasser, hvor kun en klasse har fundet en vinder, det bliver spændende at se hvem der skal slæbe pokaler med hjem.
Der bliver for alle DEC teams tale om en hård kamp for at kunne holde materiellet kørende i løbets 375 minutter, og så er der også en distancepokal at kæmpe om, her er der tæt løb i top 3. Holmgaard Racing har tilbagelagt 1344,2 km, Team Padborg Park har kørt 1303,3 km og JXA Racing har fået kørt 1300,1 km.