MASCOT DTC kørte i 2015 for første gang en fuld mesterskabstællende afdeling i København. Der var ikke meget ”stiff british upper lip” eller ”after you, sir” over den indsats, som kørerne i DTC-feltet lagde for dagen, da lyset slukkede, og de store racerbiler blev sendt af sted på Bellahøjvej. Herefter gjaldt det om at være den første kører, der rundede FTZ-svinget til Hvidkildevej, og efterfølgende lagde afstand til forfølgerne, inden feltet drejede til venstre i elf-svinget ud på Hulgårdsvej.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen - Mehlphoto.dk)
Både i 2015 og 2016 præsenterede det samlede DTC felt på mere end 20 biler drama, tæt race og masser af aktion til stor underholdning for de titusindvis af tilskuere, der intenst fulgte med fra tribunerne omkring den knapt 2,5 kilometer lange bybane. Og det er ikke kun målt på størrelse, at de store amerikaner-inspirerede racerbiler, der anvendes i DTC-serien, hører til blandt de absolut største – det samme er også tilfældet for navnene i feltet.
Copenhagen Historic Grand Prix er en unik lejlighed for et glædeligt gensyn med racerstjerner som Jan Magnussen, Kasper H. Jensen, Ronnie Bremer, Mikkel C. Johansen, Michelle Gatting, Kris Nissen og mange flere af de dygtigste og hurtigste racerkørere i landet.
På en racerbane, der ikke er omgivet af græs og sandfang, men derimod betonbarrierer, er der ikke plads til fejltagelser. Dét har vi set alle år i serien, men til trods for den øget afkørselsrisiko er MASCOT DTC altid garant for spændende motorløb, hvor uheldige sammenstød og overraskende overhalinger er hovedingredienserne i alle weekendens tre løb.
Som noget helt særligt og ganske unikt kan fans og publikum i år opleve de voldsomme racerbiler helt tæt på - ikke kun i ryttergården, hvor alle teams er samlet, men som passager i én af de 500-hestes V8-racerbiler rundt på Bellahøj Park.
Det sker i velgørenhedsarrangementet Race for Riget, hvor publikum kan købe en passagertur med en professionel racerkører bag rattet, og alle indkørte midler doneres ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet i København.
Det er Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl, der står bag den særlige 2-sædets DTC-racer, der foruden det ekstra passagersæde er fuldstændig identisk med de andre DTC-biler i feltet. Teamchef i Flexlease.nu/Strøjer Tegl er ingen ringere end den første danske vinder af Le Mans og mangeårige deltager i DTC, John Nielsen, og ”Super John” lover passagerne en køretur udover det sædvanlige.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen - Mehlphoto.dk)
Til opgaven, med at fragte publikum rundt på Bellahøj Park i den specielbygget 2-sæde DTC-racer, har teamet valgt deres juniorkører, Max Klinkby-Silver, der forrige sæson vandt mesterskabet i FDM Sport. Max Klinkby-Silver vil i indeværende sæson køre tre udvalgte løb i DTC-serien, og han har allerede i seriens åbningsweekend vist imponerende hurtighed.
Race for Riget køres én time lørdag og én time søndag. Billetter kan købes på dagen i billetvognen i Race for Rigets område. Race for Riget har Jan Magnussen som ambassadør, og siden 2010 har arrangementet doneret mere end 2 millioner kroner til velgørende formål.
CHGP
Læs mere om: Bellahøj (Gadeløb)06/08/17 - Bellahøj (Gadeløb) - DTC |