Formel 1 27/05/17
|
|
Hamilton ude i Q2 Efter en træning, hvor Mercedes ikke viste samme klasse, som de plejede, kom så endelig kvalifikationen til Monacos Grand Prix, hvor vi skulle se om Mercedes bare havde taget det hele med ro, eller om de rent faktisk havde problemer. Godt nok røg Hamilton ud i Q2, men det var mere omstændigheder, end det var bilen. Bottas blev nr. 3 - ret tæt på de to Ferrari racere foran ham. |
Monaco er ikke en racerbane, og netop derfor er kvalifikationen så meget vigtigere her, end alle andre steder. Man kan argumentere for at kvalifikationen er vigtig alle steder - det er den - og man kan også mene, at den andre steder måske betyder for meget - det gør den. Men i Monaco er betingelserne (eller konditionerne, som det er blevet moderne skrive, med mangel på forståelse for sprog), bare anderledes.
Overhalingsmulighederne eksisterer sådan set ikke - de skal improviseres. Fejl er der ikke plads til - så hvis man kører over grænsen bliver man straffet, hvilket ellers sker alt for sjældent i dag, med alle de asfalterede afkørselsarealer der er kommet.
Og så var det altså i Monaco i 2017, at Kimi Raikkonen genfandt sig selv efter nogle sæsoners ørkenvandring. Der var ikke megen held over den pole position - og han lignede en der var i ro med sig selv, som han sad der i bilen og vred dens krop rundt i gaderne. Det er når erfaringen møder den ungdommelige beslutsomhed. For en evighed siden var Raikkonen en beslutsom ung mand, siden blev han rallykører, inden han vendte tilbage. Hos Lotus gik det meget godt, men her var forventningerne også anderledes end hos Ferrari. Hos Ferrari har ikke været konstant - og han har virket som en der levede af den fart, der er i erfaring. Men i dag virkede han beslutsom. Hvis han kan overføre det til søndagens løb, har han rimelig chance for sejren.
Sebastian Vettel pressede sin holdkammerat - og endte bare 0.043 sekund fra Raikkonen. Det var godt han pressede så hårdt - og forgæves var det ikke, for Valtteri Bottas sluttede på 3. pladsen 0,002 sekund efter Vettel. Dermed understregede den yngre finne også at problemet ikke lå hos Mercedes. Verstappen, Ricciardo, Sainz, Perez, Grosjean kom på de næste pladser. De to sidste i top 10 var McLaren kørerne - hvoraf Button har 15 strafplaceringer pga. motorsproblemer - og derfor så nogen mening i at bruge materiel på Q3. Holdkammeraten Vandoorne deltog heller ikke - det var fordi han klaskede sin bil ind i barrieren ved udkørslen fra swimmingpoolen i Q2.
Det uheld betød at Hamilton, der ellers var på en lynomgang måtte tage farten af og affinde sig med en placering som nr. 14. Forinden havde Magnussen beklaget sig over at englænderen på omgangen forinden havde holdt ham op. Danskeren var ellers også på en god omgang, som han så måtte opgive. Så en slags retfærdighed overfor Hamilton i et Magnussen perspektiv.
Foran de to holder Kvjat og Hülkenberg. Bag dem holder Massa og Ocon. Franskmanden lavede i den tredie træning samme nummer som Vandoorne gjorde i Q2. Hans bil blev dog klar til Q1, men han kom ikke videre fra den. Palmer, Stroll, Wehrlein og Ericsson indtager de sidste fire pladser.
Hermed er der lagt op til et interessant løb søndag. Raikkonen skal gå efter sin første sejr i fem år, Vettel skal gå efter at udbygge sin føring i VM. Bottas skal forsvare Mercedes æren, mens Hamilton har fået mesterens udfordring - kom igennem feltet i Monaco. Det kan lade sig gøre. Man kan også komme til at ligge evigheder bag en Arrows - bare spørg David Coulthard. Glæd jer!
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Monaco28/05/17 - Monaco - Formel 1 - FIA F1 |