DM Rally 28/04/17
|
|
For Suzuki Motorsport blev starten på kampen om årets Danmarksmesterskab i rally perfekt. Ved det nordtyske Cimbern Rally lykkedes det Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) ikke blot at køre en klassesejr hjem i deres Suzuki Swift Maxi 2000. Holdet sluttede også på en generel andenplads, kun overgået af et tysk hold, og de endte derfor med at score maksimumpoint til årets Dansk Super Rally-mesterskab. |
”Det var et godt løb for Mette og jeg,” siger Kenneth Madsen. ”Gennem hele løbet havde vi en tæt kamp med Benny Pedersen, og det var en rigtig god fight, vi havde med ham. Det var bare synd, at han gav den lidt for meget på den sidste hastighedsprøve, så han kørte af, men det var jo hans chance. Det kunne have været spændende, hvis vi kunne have kørt kampen til ende.”
Kenneth Madsen og Mette Felthaus havde fart på Cimbern Rally (Foto: Morten Alstrup)
Cimbern Rally var på mange måder et udfordrende løb. Dels var der de meget snørklede veje, løbet blev afviklet på, dels var der det meget omskiftelige forårsvejr.
”Det var meget specielt. Mellem prøverne øsede det bare ned, så viskerne kørte i topfart, og så kunne det være helt tørt ved en prøvestart. Og efter 1500 meter inde på prøven var det vådt,” forklarer Kenneth Madsen. Sammen med mekanikerne fra Suzuki Motorsport blev han udfordret i valget af, hvilke dæk fra Yokohama, som skulle på bilen.
”Vi skiftede til hårde slicks foran og regndæk bag på, og så havde vi to bløde slicks med som reservehjul, hvis det blev nødvendigt at skifte. Før den sidste prøve var der kun seks sekunder mellem Benny og jeg, og da vi skulle starte, begyndte det at regne. Det var heldigvis kun de to første kilometer, at det var vådt, så det gik.”
Klassesejren og placeringen som bedste danske hold generelt betød sammen med de maksimale tre bonuspoint fra den såkaldte Power Stage, at Kenneth Madsen/Mette Felthaus nu fører Dansk Super Rally-mesterskabet – det nye Danmarksmesterskab, hvor alle hold er i direkte konkurrence med hinanden på tværs af klasser og biltyper.
Næste opgave for Kenneth Madsen/Mette Felthaus bliver anden afdeling af DM – Juelsminde Rally – som afvikles i slutningen af maj.
Suzuki Motorsport
Læs mere om: Kenneth MadsenMette FelthausSchleswig15/04/17 - Schleswig - DM Rally - DM |