Med sol og 40.000 tilskuere som vidner sikrede Nicolaj Møller Madsen og Phoenix Racing sig i dag en flot sjetteplads, da sæsonen blev skudt i gang på Nürburgring. Det skete i 1. afdeling af VLN-serien, hvor Audi'en med nummer fem startede på 8. pladsen, men fik kørt sig to pladser frem i løbet af de fire timer - trods en enkelt tur i gruset.
"Det er den vildeste oplevelse i mit racerliv. Mit første løb i en GT3-racer på Nürburgring - flere steder med over 250 km/t, mens man konstant overhaler de næsten 200 andre biler. Jeg havde nogle virkelig fede dueller og overhalede to Mercedes'er, en Bentley og en BMW undervejs - alle fabriksbiler," siger Nicolaj Møller Madsen.
Løbet var et forberedelsesløb til sæsonens altoverskyggende mål - det legendariske 24-timers løb på Nürburgring i slutningen af maj. Det er også i det lys, at sjettepladsen udløser den store tilfredshed hos Nicolaj og Phoenix Racing.
Nicolajs Audi R8 GT3 kvalificerede sig på en 8. plads ud af de 39 GT3-biler. Her fra kørte Dennis Busch hurtigt bilen to pladser op, inden nærkontakt med en langsommere bil og en tur i gruset sendte Audi'en i pit og ned på 13. pladsen. Fra den position satte Nicolaj sig i bilen og kørte i løbet af ni omgang på den 25 km lange Nürburgring bilen op på 9. pladsen, hvorefter Frank Stippler overtog rattet og kørte Audi'en over målstregen som nummer seks.
"Vi er rigtig glade for resultatet, og jeg er stadig helt høj. Det er første gang, jeg sidder mere end 35 minutter i træk i en GT3-racer, og jeg kunne virkelig mærke, at al min forberedelse har båret frugt. Jeg fik masser af ros af Audi og Phoenix Racing, så jeg er både glad og stolt," siger Nicolaj Møller Madsen, der kørte sin hurtigste omgang på 8:13:018, mens bilens bedste omgangstid hed 8:12:259.
Næste løb i VLN-serien køres 8. april, men allerede næste weekend er Nicolaj tilbage på racerbanen, når Porsche-sæsonen og jagten på EM-titlen begynder på Misano-banen i Italien.
Nicolaj Møller Madsen Racing Læs mere om: Nicolaj Møller Madsen |