Premiereudgaven blev en succes, og derfor var såvel Bazoom som Padborg Park ikke det mindste i tvivl om, at 2017-udgaven af DHB også skulle henlægges til det sønderjyske. Og det kommer til at ske i pinsen – nærmere præcist fra fredag den 2. til søndag den 4. juni, hvor DHB 2017 afvikles.
Luften bliver tyk af røg og oplevelser ved DHB 2017, som finder sted på Padborg Park (Foto: Mick Friis)
Ligesom sidste år bliver det en weekend med fart, røg og fest. Grundkernen i arrangementet har siden starten for snart 20 år siden være dragracing-konkurrencen, hvor det kort og godt gælder om at finde frem til Danmarks hurtigste bil. Sådan bliver det også i år, hvor der skal udkæmpes accelerationsdueller over en distance på 201 meter i bedste vind-eller-forsvind-stil. Først skal deltagerne kvalificere sig, og så går det ellers løs med en række elimineringsrunder, indtil man er fremme ved finaledeltagerne.
Drifting kommer også i år til at udgøre et vigtigt element i DHB-weekenden. Igennem de mange skarpe sving på den østlige del af Padborg Parks racerbane skal deltagerne kæmpe om at lave de vildeste drifts med de største hjulvinkler og flotteste røgfaner. Kunstskøjteløb for biler kaldes disciplinen, og når man ser deltagerne, forstår man godt sammenligningen. Det handler naturligvis om hestekræfter og dæk, men i endnu højere grad om finesse og præcision fra kørerne, når bilerne skal lægges sidelæns igennem svingene.
I pinsen skal det afgøres, hvem der har Danmarks hurtigste bil. Det sker på Padborg Park (Foto: Morten Alstrup)
Udover drifting og dragracing skal DFB-konkurrencen – Danmarks Flotteste Bil – også afgøres, ligesom den traditionsrige brænderplads naturligvis også vil være at finde på arealet.
Se mere på www.bilgalleri.dk/dhb Læs mere om: Padborg Park04/06/17 - Padborg Park - Drag Racing |