I 2016 sluttede Nicolaj Møller Madsen som nummer tre i kampen om GT4-mesterskabet. Nu vil han være europamester i en af Europas ypperste sportsvognsklasser. Det er den naturlige konsekvens af, at han netop har sat sin underskrift på en aftale med det officielle Porsche-team Prosport Performance. Her sætter han sig i sædet på den racerbil, der sidste år sikrede sig Europamesterskabet.
Nicolaj Møller Madsen (t.h.) sammen med repræsentant fra Prosport Performance (t.v.)
Prosport Performance har headhuntet det 23-årige fynske racertalent til at genvinde mesterskabet, og Nicolaj Møller Madsen skal derfor køre teamets Porsche sammen med Jörg Viebahn, der var med til at sikre Europamesterskabet i 2016. Både dengang og nu skete det i en Porsche Cayman GT4 med en topfart på svimlende 295 km/t.
- Det er en kæmpe chance. Jeg kommer til at køre i en 100 procent vinderbil, og det er selvfølgelig en stort cadeau til mig, at Prosport Performance tror så meget på mig, at de giver mig sædet i den bil, der vandt Europamesterskabet sidste år. Derfor er der naturligvis også et altoverskyggende mål - nemlig at genvinde Europamesterskabet, siger Nicolaj Møller Madsen og tilføjer:
- Heldigvis køres finalen på Nürburgring, der både er Porsches og min egen hjemmebane. Det er den bane, jeg suverænt har kørt flest kilometer på, og det kan forhåbentlig afgøre en forventeligt tæt serie til min fordel i finalen.
GT4-løbsserien med det tyske Porsche-team strækker sig over seks løb fra marts til september. Det er et såkaldt pro/am-løb, som betyder, at bilen skal køres af én professionel racerkører og en amatør. Nicolaj Møller Madsen skal fylde det professionelle sæde, mens den forsvarende europamester i klassen, Joerg Viebahn, er teamets amatør.
Serien indledes 2. april på Misano-banen i italienske Rimini. Herefter skal Nicolaj Møller Madsen kæmpe om Europamesterskabet på legendariske Brands Hatch tæt på London, østrigske Red Bull Ring, Slovakia Ring i Slovakiet og den tidligere Formel 1-bane Zandvoort i Holland, inden sæsonfinalen køres på Nürburgring i Tyskland.
- Mit mål har altid været at blive en af verdens bedste racerkørere. Det kræver, at man er alsidig, og med sædet i Porsches GT4-racer får jeg kørt på nye europæiske baner, ligesom jeg får en masse kilometer under hjelmen. Samtidig er det selvfølgelig et kæmpe springbræt videre i min karriere - både til GT-sporten, til Porsche og til andre fabriksteam; specielt, hvis jeg 17. september kan skrive europamester på CV'et, siger Nicolaj Møller Madsen.
nicolaj.eu
Læs mere om: Nicolaj Møller Madsen |