”Jeg skal atter i år til Dubai for at deltage i 24-timers løbet i ørkenstaten,” fortæller den fynske racerkører. ”Sidste år kørte jeg for første gang dernede for det franske Team Altran, og det er også franskmændene, jeg starter for denne her gang.”
Det bliver i Dubai at Michael Carlsen starter sin 2017 sæson (Foto: Carlsen Motorsport)
2016-oplevelsen blev ikke den bedste for Michael Carlsen, da tekniske problemer med bilen betød, at den måtte udgå undervejs i løbet. Men det er ikke den eneste grund til, at han håber på revanche ved årets udgave af løbet.
”Team Altran har besluttet sig for, at 24-timers løbet i Dubai bliver deres sidste med 208-modellen,” fortæller Michael Carlsen. ”Teamet har i det seneste års tid arbejdet på en ny racer baseret på Peugeot 308-modellen, og den skal vi have vores debut med i Italien i marts. Men i første omgang skal vi have givet 208’eren en god afsked, og det håber jeg, at vi kommer til at kunne gøre med en sejr.”
Det bliver i vante rammer, at fynboen deltager i årets løb. Ligesom tidligere skal han køre sammen med landsmanden Kim Holmgaard og et velkendt ansigt fra Team Altran.
”Det er Guillaume Roman, som vandt mesterskabet sidste år for teamet, men da hans faste makker skal opereres i hånden, bliver det Thierry Blaise, som bliver fjerdemanden. Ham har jeg kørt imod ved tidligere løb i Frankrig.”
24-timers løbet i Dubai bliver ligesom sidste år en stor udfordring.
”Der kommer 100 biler til start, og der vil være 400 kørere, så det gælder om at være vågen ude på banen,” siger Michael Carlsen.
Carlsen Motorsport
Læs mere om: Michael CarlsenDubai Autodrome14/01/17 - Dubai Autodrome - 24H Series |