Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

24H Series

Perfection Racing Europe er på banen igen

24H Series 
27/12/16 

Efter mere end 10 års deltagelse i DTC, langdistanceløb og senest en enkelt sæson i Danish Supertourisme Turbo, lukkede teamet Perfection Racing Europe ned for sine aktiviteter umiddelbart efter sæsonafslutningen i 2015. Men nu viser det sig, at der kun var tale om en kort dvale - Perfection Racing Europe vender tilbage til langdistanceløb i 2017.
 

Der er noget med gamle cirkusheste og lugten af savsmuld. De kan ikke rigtig holde sig i ro. Sådan er det også med trioen bag Perfection Racing Europe: Michael Klostermann, Henrik Lind og Kent Steffensen. Et halvt års tid efter aktiviteterne i teamet var ophørt begyndte lysten til at komme igang igen lige så stille at melde sig. "I løbet af efteråret vurdere vi flere muligheder og vi var i al stilhed også ude at kigge lidt på biler," fortæller Kent Steffensen, som samtidigt syntes godt om, at der ikke var noget pres på for at få en handel på plads. "Vi kunne stille og roligt afsøge markedet indtil vi fandt noget, som vi følte var det helt rigtige."


(Foto: Ginetta Cars)

Teamet vil igen ud at køre langdistanceløb, som man gjorde det i årene omkring 2013. Dengang var det en Aston Martin, man havde investeret i og det var på det tidspunkt et lidt usædvanligt valg for et dansk team. Denne gang bliver det ikke en Aston Martin igen, men det usædvanlige er man ikke veget bort fra. Det bliver en Ginetta, som Perfection Racing Europe skal ud på banerne med i 2017. "Vi kiggede på flere forskellige bilmærker, men Ginetta viste sig hurtigt at være ret interessant. Da vi deltog med Aston Martinen kørte flere af vores værste konkurrenter netop i Ginetta. De var meget hurtige, men over 24 timer stødte de ofte ind i tekniske problemer - måske fordi den model, man brugte dengang kørte med en ret lille, turboladet motor, som derfor var belastet ret hårdt. Det rettede Ginetta op på med en ny model - G55 GT4 - med en større motor og den har vist sig at være meget konkurrencedygtig. Således vandt Ginetta G55 deres klasse i Dubai 24h både i 2015 og 2016 - og i 2016 var der endda 5 G55'ere blandt de 7 første. Derfor var det klart, at det var en bil, vi burde kigge nærmere på," forklarer Kent Steffensen om baggrunden for bilvalget.

Alligevel var det lige før, det ikke blev til noget. Teamet havde kig på et par biler og havde egentlig bestemt sig, men lige akkurat en postgang for sent. Kort forinden var bilerne blevet solgt til Australien, men så dukkede en uventet mulighed op. "Vi blev kontaktet af Ginetta fabrikken, som havde et tilbud til os, nu vores planlagte handel var gået i vasken. De havde en bil, som var blevet brugt som 'demovogn'. Den havde altså ikke kørt løb, men var blevet brugt til at give potentielle kunder prøveture. Det var et attrativt tilbud, for sådan en bil er vi jo helt sikre på er blevet vedligeholdt til punkt og prikke ligesom den hele tiden er blevet opdateret med de nyeste dele. Da der så oven i købet var det, som fabrikken kalder en 'Guld-reservedelspakke' med i budet, så slog vi til," siger Kent Steffensen.


(Foto: Ginetta Cars)

Bilen er endnu ikke kommet til Danmark, men det vil ske først i 2017, hvor det er planen at teamet vil deltage i 3 24-timers løb. Det bliver på Silverstone (England) i april, på Paul Richard (Frankrig) i maj og på Circuit de Catalunya (Spanien) til september. Grundet det sene indkøb kan man ikke komme med til 24 timers løbet i Dubai i januar, men det er så tanken, at Dubai 2018 kommer på programmet. Til løbene skal bilen bemandes med 5 kørere og heraf er de to allerede på plads på nuværende tidspunkt.

Perfection Racing

Henning Smed

Læs mere om:
  • Perfection Racing
  •