Et år som 2016 er anderledes. VM er ikke afgjort - omend VM kampen ikke er så åben igen. Rosberg har i den grad fordelen - og hvis man kigger tilbage så er det oftest dem med fordelen der vinder! Men manglen på en afgørelse før i sidste løb åbner altid for diskussionen om hvem der egentlig fortjener den der titel. Lige nu er diskussionen om Rosberg faktisk fortjener at vinde - eller om Hamilton er en mere værdig mester. Rosberg vil i al fald være en mere interessant vinder, eftersom Hamilton har vundet to år i træk - og jeg har altid været en stor tilhænger af forandringer. Men uanset hvem af de to, der vinder VM på søndag, vil de have fortjent det. Sådan er det! Den der vinder trofæet har fortjent det - selv de år, hvor der kan være omstændigheder der gør det hele lidt diskutabelt. Men VM bliver ikke afgjort i et løb, men over en sæson. Hvis to kørere efter, i det her tilfælde, 20 løb, begge har mulighed for en VM titel, så har de sådan set også gjort sig fortjent til den.

Nogen kan ikke lide Hamilton på grund af hans tendens til at klynke, hans til tider intimiderende kørerstil - eller måske på grund af hans celebrity livsstil udenfor banen. Andre kan ikke lide Rosberg, fordi han ikke er den hurtigste, fordi han sommetider kun gør det nødvendige, fremfor at satse. I virkeligheden er det, de to kørers styrker, der gør dem til et godt makkerpar. Både i forhold til arbejdet hos Mercedes og i forhold til fansene. Forskellene mellem dem bliver tydeliggjort og de fleste kan identificere sig mere med den ene end med den anden.

På søndag ligger løbet til deres styrker. Hamilton skal give den gas og håbe på uheld for Rosberg. Rosberg skal være klog og sørge for at få bilen i mål. På den måde er det en spændende finale. Problemet bliver at Mercedes har været så dominerende henover sæsonen, at det er svært at forestille sig at de ikke bliver nr. 1 og 2 igen. Og selv hvis skulle gå galt - så skulle det være sært hvis ikke den ene Mercedes i det mindste kan hive en 3. plads hjem.

Hvis der er nogen der kan blande sig i kampen i front er det Red Bull. De vil naturligvis gøre alt hvad de kan, men i tankerne er de nok mere i 2017 end i Abu Dhabi. Toto Wolff har henstillet til at de ikke blander sig i VM kampen (specifikt var det Verstappen han henvendte sig til) - og det kan man jo tolke som man vil. Om det er en opfordring til ikke at smadre Mercedes biler af banen, eller om det er en opfordring til at lade de Mercedes piloter køre deres eget løb, er uvist. Men en smule upassende var henvendelsen. Hvis det er af den sidste grund, er det usportsligt, hvis det er af den første grund, skal man jo nok erindre at ikke engang en Verstappen i kamikaze mode planlægger uheld - og der skal to til et uheld. Hvor man selvfølgelig nogle gange kan tage uheldet, for at markere, skal man jo nok andre gange - f.eks. hvis man kæmper om VM i sæsonens sidste løb - lade dårlig kørsel være dårlig kørsel og lade ham komme forbi, eller blive bagved - alt efter hvad der er aktuelt.

Hos Ferrari filosoferer man over hvorfor man stadig har problemer. Pilen peger i retning af ledelsen. Vettel virker utilpas, mens Raikkonen har fundet en sjov form for ro i det kaos der omgiver ham. McLaren har også ledelsesproblemer, nu hvor Ron Dennis endegyldigt er smidt på porten. De sidste par år har ikke været nemme for det engelske team. Med intern uro kan den svære tid fortsætte et stykke tid. Spørgsmålet er hvornår de begynder at teste Hondas tålmodighed.

Renault er endnu et team, der ikke har orden i ledelsen. Det har i år bevirket at de ikke har fået den tilgang af teknisk personale som de havde håbet på. De har heller ikke fået deres topprioriteter på kørerfronten. Uden at vide, hvad de egentlig har tænkt, har det virket til at Carlos Sainz og Valtteri Bottas var de foretrukne - efterfulgt af Hülkenberg og Ocon. Ocon var en reel mulighed indtil de ansatte Hülkenberg, for han efterlod et hul hos Force India, som Mercedes gerne ville ham til at udfylde. Magnussen lader til at have været deres femte prioritet, men han valgte at gå, da der mere var tale om et job som husholderske end et ægteskabstilbud. Magnussen havde erklæret teamet sin loyalitet og havde spidset munden til "true-love-kiss", men da teamet tøvede erkendte den unge Magnussen at kærligheden ikke var så gengældt, som han havde håbet. I stedet takkede han ja til frieriet fra Haas. For dem virker det også som ærlige følelser.

Det amerikanske team havde danskeren i kikkerten allerede sidste sæson, men valgte Grosjean og havde forpligtiget sig til en Ferrari mand. Det arrangerede ægteskab med Gutierrez har ikke været nogen succes. Dels fordi Haas teamet aldrig rigtig ønskede ham, dels fordi Gutierrez ikke hører til i Formel 1. I stedet har de altså valgt at gå tilbage til deres oprindelige indskydelse - Magnussen. To år har de to lovet hinanden troskab.

Hos Renault havde Magnussen fra dag et ikke bare været under pres, pres er til at leve med. Nej, Magnussen havde fra dag ét været i en situation hvor han skulle positionere sig i forhold til andre teams i forhold til at få en kontrakt for 2018. Det var nemlig ganske åbenlyst at Renault har tænkt sig kurtisere de samme kørere som de har jagtet i år. Ved Haas er kravet anderledes. Han skal stadig præstere - for Formel 1 er sådan at hvis man ikke indfrier forventningerne, så er det lige meget med kontrakten. Men han skal ikke koncentrere sig om 2018 - han skal "bare" fokusere på det, der er lige nu. Sådan en situation har vi ikke rigtig set Magnussen i endnu.

En gennemsnitteligt F1 karriere varer omkring fem sæsoner. Når Magnussen er kommet ud på den anden side af sit eventyr med Haas har han fået fire sæsoner. Hvis han ikke kan få den femte sæson til den tid, kan man ikke længere sige, at han ikke har fået chancen.

Men ligenu og her er det et Formel 1 løb i den arabiske diktaturstat Abu Dhabi der skal fordøjes med den vanlige bismag det nu engang giver. Men det skal ikke forhindrer at man kan håbe på sæsonens mest spændende løb. God fornøjelse.

Martin Møller-Thomsen