Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Podieplads og titel til Porsche i en særdeles følelsesladet finale

FIA WEC 
21/11/16 

World Endurance ChampionshipFor andet år i træk løb Porsche med det hele i FIA World Endurance Championship (WEC): sejr i Le Mans, sejr i bilproducenternes verdensmesterskab i Shanghai og nu igen kørernes verdensmesterskab ved finalen i Bahrain. I det sidste af ni WEC-løb i 2016 kom Timo Bernhard (DE), Brendon Hartley (NZ) og Mark Webber (AU) ind på en tredjeplads efter at have startet som nr. to i deres Porsche 919 Hybrid.
 

De nye verdensmestre Romain Dumas (FR), Neel Jani (CH) og Marc Lieb (DE) blev kun nr. seks efter et sammenstød med en anden bil tidligt i løbet. Audis dominerende afslutning med første- og andenpladsen var en imponerende afsked med WEC.
6-timers-løbet startede kl. 16.00, hvor temperaturen var i nærheden af 30 graders varme. Da solen var gået ned kl. 16.45, faldt temperaturen til 24 grader.


Porsche 919 Hybrid, Porsche Team 2: Romain Dumas, Neel Jani, Marc Lieb; Porsche Team 1: Timo Bernhard, Brendon Hartley, Mark Webber
(Foto: Porsche)

Og sådan gik løbet for bilen med nr. 1:Bernhard starter i anden position og lader Jani i søsterbilen passere ham på første omgang. På 13. omgang bliver Bernhard også overhalet af Audi nr. 7 og er dermed på fjerdepladsen. Efter 29. omgange skifter han med Webber, som kører bilen en position frem til tredjepladsen ved at overhale Toyota nr. 5 på 43. omgang. Hartley overtager rattet efter 59 omgange, og efter 89 omgange overlader han bilen til Bernhard, indtil Hartley igen sætter sig bag rattet efter 120 omgange. Bernhard sætter sig igen i bilen efter 150 omgange, før Webber efter 180 omgange sætter sig bag rattet for at nyde de sidste omgange i sin racerløbskarriere. Efter i alt 201 omgange kører han 919’eren over målstregen som nr. 3.


Porsche Team 1: Timo Bernhard, Brendon Hartley, Mark Webber
(Foto: Porsche)

Sådan gik løbet for bil nr. 2:Jani kører sig på første omgang frem fra tredjepladsen til andenpladsen. På 15. omgang bliver han overhalet af Toyota nr. 7. Jani indtager nu tredjepladsen foran søsterbilen fra Porsche. Efter 28 omgange kører han for første gang i pit og fortsætter løbet. En omgang senere kolliderer han med en bil fra GT-klassen og bliver nødt til at standse igen: Det beskadigede dæk og bagvognen udskiftes. Nu er Porsche nr. 2 kørt en omgang bagud. Efter 60 omgange overtager Dumas rattet, og efter 91 omgange sætter Lieb sig bag rattet for igen at overlade det til Jani efter 122 omgange. Efter 153 omgange er det igen Dumas, der sætter sig bag rattet. Lieb sætter sig igen i bilen og kan ca. 20 min. senere og efter sammenlagt 198 omgange køre den over målstregen og kalde sig verdensmester.


Porsche Team 2: Romain Dumas, Neel Jani, Marc Lieb
(Foto: Porsche)

Citater efter løbet: Fritz Enzinger, som er Vice President for LMP1: “Dagens løb har vist, hvad der kendetegner Porsche teamet. Det gennemførte et vanskeligt løb under enormt pres. Jeg kan kun takke alle seks kørere, samtlige medlemmer af teamet og Porsches bestyrelse, som har støttet dette program lige fra starten. Og i dag har de vist på banen, at de støtter dette projekt 100 %. Tillykke til Audi med dagens sejr, og tak for den fantastiske indsats – vi vil savne jer”.

Teamchef Andreas Seidl: “Sejr i Le Mans, sejr i bilproducenternes verdensmesterskab og sejr i kørernes verdensmesterskab – vi har nået alle vores mål for 2. år i træk. Det er en stor glæde for os i Porsche teamet. Stort tillykke til vores tre verdensmestre Marc, Neel og Romain og hele teamet bag bil nr. 2. Denne bil er den eneste af alle de deltagende biler i LMP1-serien, som ikke har tilbragt så meget som et sekund i pitten med tekniske problemer i 2016-sæsonen. Nu glæder vi os til at fejre det. Og efter en kort pause begynder vi forberedelserne til 2017-sæsonen”.


(Foto: Porsche)

Kørerne i Porsche 919 Hybrid nr. 1:

Timo Bernhard (35, Tyskland): “Jeg lavede en ganske fin start. Neel kørte frem på indersiden, og jeg gav ham naturligvis plads til at overhale. Vi kørte med nogenlunde samme hastighed, og ingen af os kunne indhente Audien, men vi kunne helt klart slå Toyota. Det var meget vigtigt for os at overlade bilen til Mark til sidst, så han kunne køre karrierens sidste omgange, og vi ønskede at stå sammen med ham på podiet en sidste gang. Det har været en følelsesbetonet dag, som ikke er til at sætte ord på.”


Brendon Hartley, Mark Webber, Timo Bernhard
(Foto: Porsche)

Brendon Hartley (27, New Zealand): “Min første tur, efter at Timo og Mark havde kørt, gik ganske fornuftigt. Jeg havde Kazuki Nakajima bag mig, og trafikken var lidt heftig, men jeg klarede det ok. Hvad angår Audi, håbede vi at nærme os, når vejret blev lidt køligere, men det lykkedes ikke i dag. De fortjente sejren i deres afskedsløb. Og det var vellykket for Mark og os andre, fordi vi kom på podiet i hans sidste løb. Vi gjorde vores bedste i dag, og vi er kede af at sige farvel til ham.”

Mark Webber (40, Australien): “Jeg kørte anden og sidste tur i bilen i dag, og jeg er ganske godt tilfreds med begge ture. Tidligt i løbet havde jeg en god lille fight med Toyota nr. 5. Jeg kom forbi ham og prøvede at lægge afstand til ham, men vi havde ikke fart nok til at kunne true Audien. Og før min sidste tur var det ret følelsesladet at tage hjelmen på for sidste gang. Jeg nød den sidste tur, hvor jeg kunne køre bilen forbi det ternede flag og slutte løbet i top 3, hvilket var det bedste vi kunne opnå i dag. Jeg har haft 3 fantastiske år hos Porsche sammen med Timo og Brendon og hele teamet. Intet varer evigt, og jeg stopper i tide. Men jeg glæder mig til at se dem alle igen snart.”


Mark Webber
(Foto: Porsche)

Kørere i Porsche 919 Hybrid nr. 2:

Romain Dumas (38, Frankrig): “Vores chance for at komme på podiet var ødelagt kun 1 time inde i løbet. Efter at Neel havde været i kontakt med en anden bil, føltes vores 919 mærkelig. Der var lidt overstyring overalt på banen. Men på grund af situationen i mesterskabet behøvede vi ikke at forcere. For os var det vigtigt at slutte løbet uden yderligere problemer og undgå fejl – jeg er glad for at det lykkedes.”


Marc Lieb, Romain Dumas, Neel Jani
(Foto: Porsche)

Neel Jani (32, Schweiz): “Det var en lovende start på løbet. Men det var også hårdt arbejde, fordi jeg ofte kom ind i tæt trafik på de værste steder, men strategien holdt, og det første pitstop forløb godt. Men på vej ud igen, blev jeg ramt af en GT-bil, og det forårsagede skader på et af bagdækkene og karrosseriet. Efter reparationerne var bilen ikke længere helt i orden, og vi havde ikke en chance for at lukke det store hul op til de forreste. Vi kunne bare håbe, at Toyota nr. 6 ikke ville vinde, og så kunne vi sørge for ikke at tage chancer på banen.”

Marc Lieb (36, Ludwigsburg): “Det gik ganske fint for mig, så jeg kørte bare mine omgange. Siden kollisionen, hvor Neel blev ramt tidligt i løbet, var rattet ikke længere helt centreret. Vores 919 var ikke i den bedste stand til sidst, men vi klarede det og fik den kørt i mål.”


Porsche Team 2: Romain Dumas, Neel Jani, Marc Lieb
(Foto: Porsche)

Alle pointscorer: http://www.fiawec.com/courses/classification.html
Alle resultater: http://fiawec.alkamelsystems.com

Porsche Danmark


Læs mere om:
  • Sakhir
  • 19/11/16 - Sakhir - FIA WEC - FIA VM
  •