Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Siesta på søndag

Formel 1 
27/10/16 

Optakt til Det Mexicanske Grand Prix
Knapt er det USAiske Grand Prix blevet fordøjet før vi haster videre til Mexico, hurtigt, inden der bliver bygget en mur. Mexico vendte sidste år tilbage til F1 efter mange års fravær. Festfyrværkeriet ydeblev, men nogen katastrofe var det nu heller ikke. Sidste år var problemet at VM mere eller mindre var afgjort - det er det ikke på samme måde i år.
 

Nico Rosberg har stadig alle fordelene, men han kan ikke tillade sig nogen fejltrin. Det er en balenceakt han er ude i. Det er han som sådan rimelig god til. Rosberg er en intelligent kører, der analyserer sig frem til tingene. Hamilton derimod føler - men også han er i sit rette element, for hans eneste chance er at være hurtig og så håbe. På den måde er der sådan set lagt op til en spændende afslutning på en lang sæson - hvor vi sidste år havde en lang afslutning på et hurtigt afgjort VM.

For resten af feltet er sæsonen ved at blive en meget lang og efterhånden ret pinlig affære. Red Bull viser igen og igen, at de ikke er så tæt på Mercedes som de gerne vil fortælle. Og Ferrari har bare ikke styr på det - og er så klart reduceret til det trediebedste team.

Der er så få løb tilbage på kalenderen, at man godt kan tillade sig så småt at gøre status over sæsonen. Succeskriterier er forskellige, men for Red Bull og specielt for Ferrari, var succeskriteriet at udfordre Mercedes. Set i den optik, er begge hold dumpet.

Pladserne for næste sæson er ved at være fordelt. Kvjat bliver hos Toro Rosso, selvom det måske er lidt overraskende. Men Red Bull må vurdere at deres andre kørere, ikke er gode nok til Formel 1, sådan som sagerne står nu.

Renault overvejer stadigvæk, mens Force India også kigger rundt efter en passende afløser for Hülkenberg. Marcus Ericsson har meddelt sin interesse for et skifte, men det er ikke første gang den lidet talentfulde svensker forsøger at tale sig ind i et team. Tidligere på året fortalte han også om, at han havde snakket med Renault. Det lød godt nok mere som om han havde henvendt sig til teamet, og der var ikke rigtig nogle indikationer af, at samtalen havde været ret lang. Ericsson har dog et økonomisk bagland, der allerede har sikret ham en længere karriere end han fortjener.

Vi venter på hvad de nye ejere af Formel 1’s kommercielle rettigheder, har tænkt sig. Imens har gammelfar Ecclestone været ude og mene noget igen. Dennegang mener han, at der skal være flere mure omkring racerbaner. Så er man da i al fald ude over om kørerne bliver inde på banen. Men samtidig må det være et forslag af samme kaliber som da han foreslog vandingsanlæg, så man kunne generere et regnvejrsløb, hvis man syntes man trængte til det!

Eccletstone har i øvrigt luftet sin støtte til Donald Trump (man er ikke rigtigt overrasket) og samtidig gentaget sin beundring for Putin. Sport og politik skal ikke blandes sammen, undtagen når Ecclestone åbner munden. Man må ikke bringe sporten i miskredit - og med den paragraf i hånden, burde man sende Ecclestone på pension.

Nu skal man aldrig tage stole 100% på Ecclestones udtalelser. Han har altid holdt af at provokere - og så se, hvad der skete. Politik er Ecclestone i virkeligheden ligeglad med - for ham er det muligheden for at tjene penge, der er væsentlig.

Men nogle gange kommer han også med nogle udtalelser som faktisk handler om Formel 1 - og hvor man undres. Sidst har han været ude at sige, at han håber Hamilton vinder VM - det ville være det bedste for sporten og det kun er Mercedes der har en interesse i at Rosberg vinder.

Mercedes undrer sig over hvad deres specifikke interesse skulle være i, at Rosberg vinder. Det mere vand på møllen til konspirationsteoretikere, der har det med at tro at verden har rottet sig sammen mod Hamilton.

Og alle andre, er også dig og mig. Nu er jeg mere interesseret i hvor spændende det er, end hvem der faktisk vinder VM. Men jeg vil nødigt at Ecclestone udtaler sig på mine vegne!

Helt rablende bliver det så når han foreslår, at man efter et stort uheld gemmer køreren bag nogle store lagner, og først efter en 20 - 30 minutter fortæller om han er ok. Det tenderer noget ulækkert reality tv.

Men tilbage til løbet på søndag. Det vil ikke være urimeligt at antage, at en Mercedes vinder. Hamilton ville være et godt bud - med Rosberg på 2. pladsen! Så får vi også trukket VM spændingen yderligere ud.

Hvad der ville ødelægge spændingen helt ville være en tur i barrieren for Hamilton, og en sejr til Rosberg. Det vil give tyskeren 51 points forspring med to løb tilbage - det er lig med en VM titel.

Ferrari og Red Bull kan få lov at slås om den sidste podieplads, mens Williams, McLaren og Force India slås om de sidste pointpladser. Det burde de ikke være tilfredse med, men i en verden hvor tabende teams opgiver sæsonen før sommerferien, kan man ikke forvente meget andet.

Hos Renault har man været ude at sige, at man gerne vil have point og have to biler i Q2. Det vil jeg også! Ok - det er nok mere sandsynligt at Renault får det - men det virker ligeså bundet i virkeligheden som hvis det havde været Manor, der kom med sådan en udmelding.

God fornøjelse med løbet på søndag. Forhåbentlig bliver underholdningsværdien større end det vi så fra Austin.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Autódromo Hermanos Rodríguez
  • 30/10/16 - Autódromo Hermanos Rodríguez - Formel 1 - FIA F1
  •