Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ELMS

Formula Racing går efter topresultat i årets sidste løb

ELMS 
21/10/16 

Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen håber på en bragende afslutning på årets sidste afdeling af European Le Mans Series, som køres på Estoril-banen i Portugal denne weekend. De danske Ferrari-kørere går efter topresultat.
 

Det er med klar optimisme, de danske Le Mans-kørere fra Formula Racing stiller til start i årets sidste ELMS-løb på Estoril den kommende weekend. Et ekstra podieresultat vil være kærkomment for Ferrari-teamet, som har haft en udfordrende sæson.


(Foto: Gary Parravani)

– Vi ser frem til weekenden med optimisme, fordi vi tidligere har bevist, at vi kan kæmpe med helt fremme. Men konkurrencen er som altid hård, og det bliver afgørende at finde et godt setup inden lørdagens kvalifikation, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

Formula Racing, som tidligere på året debuterede i 24-timersløbet på Le Mans og sluttede den franske klassiker på en sjetteplads, kan se tilbage på en sæson, som bestemt ikke har været tilfredsstillende for teamet.

– Sidste år tog vi titlen, så naturligvis er det en hård én at sluge, at vi ikke en gang kan være med til at kæmpe om mesterskabet i årets finaleløb. Men vi har en ny weekend foran os og dermed også en ny mulighed for at hente et topresultat.


(Foto: Gary Parravani)

Christina Nielsen: En utrolig fed bane
Christina Nielsen, som i sidste måned vandt det amerikanske WeatherTech SportsCar Championship og dermed skrev sig ind i historiebøgerne som den første kvinde til at vinde et internationalt motorsportsmesterskab, ser frem til weekendens udfordring.

– Estoril er en fed og meget teknisk bane med gode overhalingsmuligheder. Den plejer at byde på noget godt, tæt ræs, så det ser jeg frem til, lyder det fra Christina Nielsen.

– Samtidig er det årets sidste løb, hvilket i sig selv er specielt. For mit vedkommende begyndte sæsonen i januar, og selv om vi nu skriver oktober, synes jeg virkelig, tiden er gået stærkt. Jeg håber, vi kan slutte af med et brag.


(Foto: Gary Parravani)

Mikkel Mac: Fedt at være tilbage
For Mikkel Mac, som på samme tid sidste år var med til at fejre Formula Racings mesterskabssejr på netop Estoril-banen, forventes også en weekend med action.

– For det første er det fedt at være tilbage på banen, hvor vi for et år siden kunne kalde os mestre. Det kommer vi ikke til i år, men vi plejer at være stærke på Estoril, og vores test tidligere på ugen kan meget vel vise sig at være en fordel for os, lyder det fra den forsvarende ELMS-mester.

– Det bliver godt at komme i gang med træningen fredag, hvor vi som altid skal fokusere på at finde et godt setup. Vejrudsigten lover regn i weekenden, hvilket kan være med til at øge spændingen op til løbet. Personligt glæder jeg mig til at komme tilbage i bilen.


(Foto: Gary Parravani)

Det fire timer lange ELMS-løb flages grønt søndag klokken 13.30 og kan som altid følges live på seriens eget website, www.europeanlemansseries.com.

Formula Racing


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Johnny Laursen
  • Mikkel Mac
  • Formula Racing
  • Estoril
  • 23/10/16 - Estoril - ELMS
  •