Da SOMS sidste år arrangerede efterårsrallyet for første gang var der næsten 400 tilskuere langs med rallybanen, men det var der ikke i år, og der var ingen tvivl om, at vejret havde sin andel i de noget færre tilskuere.
Vinder af Bjerrum Efterårsrally blev Jan Jacobsen fra Holstebro i Opel Corsa OPC (Foto: Laust Laursen)
Rent sportslig gav de regnvåde veje også nogle helt andre vilkår for kørerne og deres hurtige rallybiler. Således var der flere af deltagerne, der på den lidt kontante måde fandt ud af at dækkene ikke havde samme greb som på tør asfalt.
Ingen gentagelse for Lars Bjerrum
Sidste år var det Struer kører Lars Bjerrum, der var hurtigst af alle på hjemmebanen i sin flotte Ford Puma. Inden der var kørt en omgang i det første af fire heat i årets rally lå det klart, at en gentagelse fra sidste år nok ikke blev aktuel. I det våde vejr slap dækkene på Puma’en grebet. Heldigvis ramte Puma’en ingenting i den efterfølgende snurretur, men et tidstab på 21 sekunder i forhold til hurtigste bil kunne ikke indhentes.
Holstebro kører hurtigst i alle 4 heat
Sidste års nr. 2, Holstebro kører, Jan Jacobsen har til denne sæson skiftet til en helt ny Opel Corsa OPC støttet af Opel Danmark. Prøven, vejret, bilen og chaufføren var åbenbart et helt perfekt match. I hvert tilfælde var Jan Jacobsen og hans andenkører Chris Christensen hurtigst af alle i alle 4 heats og sluttede samlet næsten 30 sekunder foran en anden Holstebro kører, Jens Kr. Jensen, der sammen med Ole Poulsen i en Peugeot 106 Kit Car var næsthurtigst af alle. Jens Kr. Jensen var samtidig klart hurtigst i klassen for de lidt mindre biler. Kun i det 4. og sidste heat var Lars Bjerrum hurtigst i klassen.
Jens Kr. Jensen fra Holstebro blev nr. 2 samlet og vandt klassen for små biler (Foto: Laust Laursen)
Uheld for andre lokale kørere
På forhånd var det ventet, at den førende i DM i rally for 2 hjulstrukne biler Carsten Jensen fra Holstebro ville tale med om den samlede sejr, men også han overvurderede hvor godt dækkene kunne holde grebet i det våde vejr og mistede den forreste kofanger efter mødet med en jordbrink. Et andet af de lokale tophold, Struer klubbens Jens Kr. Pilgaard i Ford Fiesta R2 kørte nogle ganske fornuftige tider i rallyets første 2 heats, men i 3 heat knækkede drivakslen i Fiestaen og så var det rally slut for hans vedkommende.
Struer kører Jens Chr. Pilgaard måtte udgå med en knækket drivaksel (Foto: Laust Laursen)
Perfekt afvikling
Vejret var arrangørklubben ikke ansvarlig for, men alle andre ting som SOMS havde ansvaret for klappede nærmest perfekt. Der var masser af roser til arrangørerne for afviklingen af rallyet. Tidsplanen blev fulgt til punkt og prikke. Resultaterne var offentliggjort på internettet og blev opdateret for hver gang en bil kom i mål i et heat. I praksis betød det, at deltagernes resultater var offentliggjort inden kørerne selv havde nået at løsne remmen på styrthjelmen. Primus motor for den hurtige formidling var klubbens kasserer, Niels Holst, der har udviklet en mobil løsning, så resultaterne blev tastet ind fra mål på rallyprøven.
Stor hjælp fra klubben i Lemvig
Selv om det var Struer & Omegns Motor Sport der var arrangør for Bjerrum Efterårsrally var der stor hjælp at hente fra naboklubben i Lemvig. Både løbsleder Flemming Nielsen og en lang række officials var lånt hos Lemvig & Omegns Motor Sport, der således også havde store aktier i arrangementet. Ved den efterfølgende præmieoverrækkelse hos Bjerrum Biler var der i øvrigt en fin kvittering fra deltagerne til de mange officials. På opfordring fra en af deltagerne sluttede rallyet med klapsalver til de mange officials, der var i sving under rallyet.
Gentagelse i 2017
Præmieoverrækkelsen blev i øvrigt afsluttet med at SOMS formand, Jørn Mørup kunne sige på gensyn til deltagerne, da Bjerrum Efterårsrally afvikles igen i 2017 på lørdagen op til efterårsferien.
Se de opdaterede resultater for Bjerrum Efterårsrally på www.soms.dk
Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup
Læs mere om: Lars Bjerrum |