”Det bliver et rent asfaltrally, og det bliver dejlig med endnu et langt løb i modsætningen til forårets kortere løb,” siger Ib Kragh, der ser frem mod løbet omkring Roskilde. ”Detaljerne om hastighedsprøverne er ikke offentliggjort endnu, men flere af navnene virker bekendte, så der er sikkert nogle, jeg har kørt før, men der virker også til at indgå nogle nye hastighedsprøver i løbet.”
Rally Roskilde bliver næste udfordring for Ib Kragh og Freddy Pedersen (Foto: Sebastian Doyer)
I forhold til det seneste DM-rally, han deltog i, kommer Ib Kragh med sin Citroën DS3 R5 i en anden opsætning.
”Jeg har sendt mine opsætningsdata til et belgisk firma, som har stor erfaring med lige præcis den type rallybil,” forklarer han. ”På baggrund af disse data har jeg fået en række input til opsætningen af Citroënen, og dem glæder jeg mig meget til at prøve af ved løbet i Roskilde.”
”Jeg har ikke haft mulighed for at prøve det ændrede setup af i virkeligheden, men de ændringer, vi har foretaget, virker ud fra teorien til at skulle kunne gøre den mere retningsstabil, og det håber jeg også, at den bliver det i virkeligheden. Det er alt sammen en konsekvens af, at jeg i år kører med en anden type dæk med en anderledes opbygning end dem, jeg kørte med i 2015. Michelin-dækkene virker godt, har godt fat i vejen, men vi har ikke helt fundet opsætningen, der får det bedste frem i dækkene.
Ib Kragh håber på, at ændringerne kan hjælpe ham og Freddy Pedersen til at skabe et godt resultat ved Rally Roskilde.
”Førstepladsen i mesterskabet kan vi ikke nå, så vi må prøve at se, om ikke vi kan holde vores andenplads resten af året,” siger Ib Kragh. ”Vi vil gerne vinde, og hvis der er flow i bilen, så kører Freddy og jeg også efter sejren.”
IK Rally Racing
Læs mere om: Roskilde24/09/16 - Roskilde - DM Rally |