Men det har ikke været mere tæt, end at både Old Boys-divisionen og den generelle division allerede efter sæsonens næstsidste løb kunne udpege de to mestre for 2016-sæsonen: Henrik Vejen i Old Boys og Kevin Verner i den generelle klasse.
(Foto: Ib Trebbien)
Så hvordan skulle sæsonens sidste løb på nogen måde kunne blive spændende? Joeh, her havde Padborg Park set helt rigtigt, for finaleløbet for OK Mobil 1 Legend Car Cup var på Padborg Park, men denne gang i forbindelse med Night Race. Løbsweekenden startede først rigtigt lørdag eftermiddag, og som navnet antyder kører bilerne derefter ind i septemberskumringen og det senere meget sorte aftenmørke.
Det tilføjede løbet en fantastisk stemning og gjorde i øvrigt også løbet både anderledes og sværere end sæsonens øvrige løb. Kunne det mon bringe nye vindere i front? Ville de allerede udpegede mestre overhovedet komme, for det behøvede de jo faktisk ikke?
Men det gjorde de. Og især den unge Kevin Verner holdt som sædvanligt godt fast i podiets øverste trin, og startede med hurtigste tid hvilket han supplerede med en tredieplads i første heat, hvor Kasper Bruun tog sejren og også Jonas Kempel slog den nye mester. De tre krydsede målstregen kun et sekund fra hinanden. Men da mørket faldt på brillerede Kevin Verner og vandt begge de næste heats, først foran Frederik Jensen og Kasper Bruun, dernærst foran Jonas kempel og Kasper Bruun. Begge gange med et komfortabelt forspring på fem sekunder, som for lige at vise sin klasse.
Toer i mesterskabet blev Tommy Laugesen og treer Frederik Jensen.
(Foto: Ib Trebbien)
Mesteren i Old Boys Henrik Vejen gik lidt mere roligt til værks og lod sig nøje med trediehurtigste tid, en andenplads og to fjerdepladser – men igen, han var jo også mester og havde ingen grund til at presse på. Det havde Bjarne Rasmussen derimod, for han var en af de kørere, der kunne bejle til en mesterskabsmedalje, hvis alt flaskede sig. Det startede også godt med en andenplads i tidtagningen, men da han udgik af første heat blev det svært. Selvom ”Rasser” havde genfundet formen og kørte to stærke andenpladser hjem, så rakte det ikke til at slå Anders Hyrup ned fra trediepladsen i mesterskabet. Hyrup havde ellers havde åbnet døren med et lidt svagt andet heat, Men løbende point hen over året er nu engang vigtigt i mesterskabssammenhæng, og det var Hyrup bedre til end ”Rasser”. Andenpladsen i mesterskabet gik til Kim Schmidt Petersen efter en god indsats henover weekenden.
Endelig var det godt med et gensyn med Old Boys-køreren Torben M. Sørensen, der det meste af sæsonen har været ude med en brækket hånd. Han var hurtigst i tidtagningen, vandt det ene heat og virkede generelt til at være i god form.
Det var også nødvendigt for mange andre kørere, for efter Night Race og præmieoverrækkelsen i Legendkørernes telt fortsatte festen til langt ud på natten. Det kan ikke udelukkes, at der er blevet diskuteret planer for 2017, men det er nok alligevel lidt tidligt at komme ind på. Tillykke til mestrene, der må nyde deres titler indtil næste sæson.
Slutstillingen i mesterskabet:
Legend:
1. K. Verner 682p
2. T. Laugesen 570p
3. F. Jensen 560p
4. J. Svensson 510p
5. K. Bruun 504p
Old Boys:
1. H. Vejen 684p
2. K. S. Pedersen 594p
3. A. S. Hyrup 468p
4. B. Rasmussen 464p
5. F. Jensen 424p
OK Mobil 1 Legend Car Cup
Claus Ebberfeld
Læs mere om: Padborg Park03/09/16 - Padborg Park - Legends Car Cup |