Danish Supertourisme Turbo 04/09/16
|
|
Vejle-køreren vandt årets mest prestigefyldte løb på Padborg Park Han har gjort det før på Padborg Park. Først tog han sejre i Formel Ford på den sønderjyske racerbane. Så i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen. Og lørdag aften i en kulisse af projektørlys og småregn lykkedes det også Jesper Egebart, Vejle, at vinde en afdeling af OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo på banen. Og det var det mest prestigefyldte løb af alle klassens løb – Super Dæk Night Race – Danmarks eneste baneløb, hvor der blev kæmpet om pokaler og sejren efter mørkets frembrud. |
Jesper Egebart har ellers fået en dårlig start på efterårssæsonen. På Ring Djursland væltede det ene uheld efter det andet ned over ham, og der kom kun få point på kontoen. Men ved Super Dæk Night Race flaskede det hele for ham.
(Foto: Morten Alstrup)
I tidtagningen var han et kvart sekund hurtigere end nærmeste rival. I første heat kørte han sig fra ottende- til andenpladsen, og andet heat gav et avancement fra syvende- til fjerdepladsen. Disse resultater betød, at han skulle starte finalen fra pole position, og det virkede nærmest som en walk over for den tidligere Danmarksmester i Formel Ford. Men det blev det ikke.
Da starten gik, gjorde såvel Kevin Rossel, Daugård, som Frederik Vodder, Rossel, det bedre og lagde sig i front foran Jesper Egebart, der ikke umiddelbart så ud til at have farten til at komme tilbage i front. Men midtvejs i løbet skete der ting og sager. For enden af langsiden gjorde Jesper Egebart noget uortodokst. Normalt skal man være på inderbanen, hvis man skal have chancen for at passere en konkurrent, men Jesper Egebart gjorde det stik modsatte. Ved afslutningen af ottende omgang gik han den lange vej udenom Kevin Rossel og tog andenpladsen. Omgangen efter leverede han samme trick på Frederik Vodder, og derefter fik han opbygget et forspring på små sekunder ved det ternede flag.
Christian Seland (4) og Fritz Trøst Hansen (11) var med til at levere en fantastisk finsih i Sixty- (Foto: Morten Alstrup)
Super Dæk Night Race bød også på løb for de historiske biler i Sixty-Fivers-klassen, Formel Ford og OK Mobil 1 Legend Car Cuppen. For sidstnævnte klasse var der tale om sæsonens sidste afdeling, og her kunne Kevin Verner, Silkeborg, sætte trumf under sit mesterskab med sejre i to af de tre heats, mens Henrik Vejen, Tune, blev kåret som old boys-mester. Og blandt de unge kørere i Formel Ford-klassen kunne Daniel Lundgaard, Hedensted, notere sig for et Danmarksmesterskab, selv om der endnu resterer en afdeling af mesterskabet.
De historiske biler i Sixty-Fivers-klassen kørte løb over 40 minutter – et løb, som Kenneth Persson, Sverige, vandt i sin brutale Ford GT40. Men bag svenskeren var der over den sidste del af løbet en nervepirrende kamp om de sidste podieplaceringer mellem Nikolaj Enager Mortensen, Rødovre, Christian Seland, Knebel, Fritz Trøst Hansen, Kirke Hyllinge, og Nicolai Kjærgaard, Esbjerg, som sluttede i nævnte rækkefølge.
Driftsforeningen Padborg Park
Læs mere om: Padborg Park03/09/16 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo |