Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Youngtimer Challenge

Foranderlig weekend for YTCC

Youngtimer 
25/08/16 

YoungtimerYTCC stod endnu en gang for en masse fedt ræs i nogle store felter, da den 4. afdeling blev kørt på Padborg Park.
Hele 44 biler var draget til den Sønderjyske bane, og var weekendens helt store fornøjelse at følge. Ikke mindst fordi at der kom lidt nye ansigter på podiepladserne denne weekend.
 

Endnu engang var Divisionerne delt op, så Division 1 kørte for sig selv, mens Division 2 og 3 kørte sammen.


Mickey Jensen (104) og Ole Knudsen (111) lå i tæt kamp flere gange gennem weekenden
(Foto: JJ Media)

Division 1 var de første på banen, til deres 20 minutters kvalifikation. Her var Dennis Nymand hurtigste mand, som han har været så mange andre gange i denne sæson. Michael Vesthave jr. var den næsthurtigste mand, mens Michael Skipper lige nøjagtig smuttede foran Dan Pedersen i kampen om 3. startposition.

Martin Sørensen tog Pole Position i Division 2, efterfulgt af Morten Straarup og Kim Engstrøm, mens Michael Terkildsen var hurtigst i Division 3 med Mickey Jensen og Peder Skipper på de efterfølgende pladser.

YTCC kører efter et vægt/effekt forhold i de forskellige Divisioner, hvor køreren skal opgive hvor mange hestekræfter som bilen har. Uheldigvis blev de første kørere taget allerede efter kvalifikationen, med lidt for mange heste, hvilket kostede et par kørere allerede efter weekendens første 20 minutter. I YTCC reglementet er der nul-tollerance overfor hestekræft overskridelser, så derfor måtte de indplicede kørere se med fra sidelinien – også selvom overskridelserne var marginale. Men reglen er til, så bilerne ligger tæt på hinanden konkurrencemæssigt, og ingen får nogen fordel ved at have den mest kraftfulde motor eller den letteste bil.


Keld Graabæk var endnu engang selv bag rattet i den letgenkendelige BMW M3
(Foto: JJ Media)

Lørdag eftermiddag gik starten på heat 1. Dennis Nymand skød hurtigt afsted fra første position, og så sig aldrig tilbage. Dog forsøgte Michael Vesthave jr. det bedste at han kunne, men det var ikke helt nok til at passere. De blev efterfulgt af Michael Skipper og Dan Pedersen, indtil den sidstnævnte desværre endte i sandfanget for enden af langsiden. Herefter kunne Gunnar Hildorf køre hjem på 4. pladsen.

Der skete dog den ændring, efter målflaget, at Nymands bil blev målt til at have 0,1hk for meget – og som tidligere nævnt er der nul-tollerance i YTCC, så det var desværre farvel til ham resten af weekenden. Derved blev podiet besat af Vesthave jr., Skipper og Hildorf.

Division 2 løbet blev ført an af Martin Sørensen fra start til slut, men til gengæld duellerede Morten Straarup, Jacob Sevel Andersen, Thue Henriksen og Kim Engstrøm om 2. pladsen. En utrolig tæt kamp, hvor positionerne skiftede adskillige gange. Det endte dog med at Henriksen snuppede 2. pladsen foran Straarup.


Thue Henriksen snuppede også en pokal med hjem denne weekend i heat 1
(Foto: JJ Media)

I Division 3 blev Polemanden Michael Terkildsen overrumplet af Mickey Jensen i starten, og måtte herefter kæmpe hårdt for at komme forbi. Det blev dog ikke nemmere da Terkildsen blev dømt for tyvstart, hvilket kostede en strafbane. Derfor måtte han gøre arbejdet endnu engang, inden at han kunne krydse målstregen som vinder. Jensen sluttede 2’er mens Peder Skipper snuppede den sidste podieplads foran Ole Knudsen, efter en løbslang duel mellem de 2.

Søndagens action startede kort før middag. Division 3 blev domineret af Michael Terkildsen mens Mickey Jensen og Ole Knudsen tog sig af de resterende podiepladser. Uheldigvis blev der blandet lidt Division 2 biler ind imellem Division 3 konkurrenterne, så vi ikke så de helt tætte dueller.

Jacob Sevel Andersen startede fra Pole Position i Division 2, efter at teamet henover natten havde skiftet motoren, som var gået i stykker i heat 1. Uheldigvis for ham skete der også en motorfejl i heat 2, hvorefter at han slukøret måtte pakke sammen og drage hjemad. Herefter gik Martin Sørensen og Morten Straarup i kamp om første pladsen, men den sidstnævnte fik dog hurtigt Kim Engstrøm i bakspejlet, og måtte herefter kæmpe med ham om 2. pladsen. Da målstregen blev passet, var det med Sørensen som forreste mand, mens Engstrøm var smuttet forbi Straarup.


Michael Terkildsen er i total kontrol i Division 3
(Foto: JJ Media)

I Division 1 så vi ikke de helt store kampe om top 3 placeringerne. Michael Vesthave jr., Michael Skipper og Dan Pedersen startede 1-2-3 og sluttede i samme rækkfølge.

Det samme billede gentog sig i heat 3, hvor de samme 3 besatte de 3 podiepladser. Men selvom det så enkelt ud for Vesthave jr., var det dog langt fra nemt arbejde. Gearkassen begyndte at drille lidt, så han måtte køre og skåne den så meget som muligt. Så der er lidt arbejde hjemme i garagen – mens han kan gå og beundre de 3 fine 1. pladser fra denne weekend.

I Division 2 startede Kim Engstrøm på 1. position, men blev hurtigt passeret af Martin Sørensen. Herfter havde de 2 kørere en fed duel, indtil Engstrøm smuttede forbi med 2 omgange tilbage, og kunne køre over målstregen som første mand. Morten Straarup kunne køre weekendens tredje 3. plads i hus, mens han dog havde været skygget af Thue Henriksen gennem hele løbet.

Man måtte blot endnu engang tage hatten af for Michael Terkildsen i Division 3. For 2. weekend i træk gjorde han rent bord og snuppede sejren. Bag ham var Mickey Jensen og Peder Skipper i en tæt duel, der endte med at Skipper smuttede forbi på allersidste omgang.


Morten Straarup er ny mand i front af Division 2 mesterskabet
(Foto: JJ Media)

Weekendens resultater, og ikke mindst dramatiske udelukkelser i Division 1, så et skifte af føringen i mesterskabet. Med 3 sejre fører Michael Vesthave jr. nu suværent over Dennis Nymand mens Tommy Dam Kieffer på 3. pladsen heller ikke fik nogen point på kontoen af samme årsag som Nymand. Det betød at Dan Pedersen på 4. pladsen rykkede tættere på mesterskabsmedaljerne.

I Division 2 indtager Morten Straarup nu 1. pladsen foran Jacob Sevel Andersen og Kim Engstrøm.

I Division 3 udbyggede Michael Terkildsen føringen mens Mickey Jensen på 2. pladsen nu har fået en ny kører i bakspejlet i skikkelse af Ole Knudsen, der er rykket op på 3. pladsen.

Dog gælder den regel i YTCC, at man skal smide sin pointmæssigt dårligste weekend væk, men det regnestykke er for kompliceret at gå ind i endnu, da det først er efter næste løb på Ring Djursland om godt 2 uger, at denne pointstilling bliver udregnet. Og der er stadig 150 point at køre om i hver Division endnu – så intet er afgjort.

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 21/08/16 - Padborg Park - Youngtimer
  •