Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Challenge

Op ad bakke for Jerkel Racing

1600 Challenge 
20/08/16 

Det blev en weekend op ad bakke for Jerkel Racing – i mere end en forstand.
Den 4. afdeling af Yokohama 1600 Challenge blev kørt på den meget kuperede Ring Djursland nær Tirstrup, og for første gang siden sæsonstarten på FDM Jyllandsringen, var både Brigitte Klintskov Jerkel og Kenneth Jerkel på banen sammen.
 

Kenneth fører i øjeblikket DEC mesterskabet i Klasse 1, men denne weekend var han tilbage i sin egen grå Suzuki Swift Sport.

Brigitte var endnu engang klar i den sorte og gule Peugeot 207, og for første gang, var det til en bane som hun havde kørt på før. Debutsæsonen er gået fint indtil nu i år, hvor tiderne bliver forbedret hver eneste gang at hun har været på banen. Inden weekenden indtog hun 3. pladsen i Rookiemesterskabet, og målet var at forsvare denne position.


(Foto: JJ Media)

Tidsplanen på Ring Djursland gav muligheder for ekstra træningspas for kørerne, og den mulighed udnyttede begge kører i Jerkel Racing. Da træningen var åben for alle biler, betød det at både Yokohama 1600 Challenge biler, Legend biler og ikke mindst DST biler var på banen samtidig. Derfor var det svært at få nogle frie omgange, så det var mest for at tjekke om teknikken virkede som den skulle.

Det så den ud til at gøre, så da træningen startede lørdag middag, var det med masser af kriller i maven hos begge kørere. For hvem ville blive familiens hurtigste denne weekend?

Træningen startede på tør asfalt og de 2 kørere var hurtige til at komme ud på banen. Det lykkedes Brigitte at køre nogle rigtig gode tider de første minutter af træningen, men halvvejs gennem de 20 minutter, begyndte motoren at volde problemer. Den gik pludselig kun på 3 ud af de 4 cylindre. Derfor fik teamet mekaniker Sebastian Lindhardt Gulmark hænderne beskidte mellem træningen og kvalifikationen, for at få bilen køreklar igen.


(Foto: JJ Media)

Kenneth havde en god træning og sluttede som 14. hurtigste ud af de 19 kørere. Så her var der mere ro på forud for kvalifikationen.

Lørdag eftermiddag startede kvalifikationen ud på våd asfalt efter en kraftig regnbyge, men for hvert minut der gik, tørrede den mere og mere op. Kenneth fik kørt masser af omgange, og på den omskiftelige bane, blev det til 16. hurtigste tid.


(Foto: JJ Media)

Kvalifikationen blev samtidig afslutningen for Brigitte. Efter få meter på banen vendte problemet tilbage, og da bilen kom tilbage i teamteltet, kunne mekaniker Gulmark desværre konstatere at motoren var stået af. Derfor måtte hun kaste håndklædet i ringen, og se med fra sidelinien resten af weekenden.

Søndag formiddag holdt de 18 biler klar til start. Fra 16. startposition fik Kenneth avanceret et par placeringer, inden at hans bil begyndte at give problemer. Den trak ikke som den skulle, så det betød endnu mere arbejde i teamteltet. Hurtigt kunne Sebastian Lindhardt Gulmark konstatere at teamet var blevet ramt af weekendens 2. motordefekt, hvorefter at det også var slut for Kenneths weekend.


(Foto: JJ Media)

Som et nærmest tragikomisk øjeblik stod motoren i teamets varebil af på vej hjem til Sjælland. Altså en rigtig møjweekend for teamet…

Men alle i teamet vil gerne takke Sebastian Lindhardt Gulmark for hans ihærdige indsats denne weekend, hvor han kæmpede alt hvad han kunne, for at forsøge at få bilerne tilbage på banen.

I skrivende stund er han i gang med et motorskifte på Brigitte Klintskov Jerkels Peugeot 207, mens Kenneth Jerkel er ude for at finde finansiering til reparationen af hans Suzuki Swift Sport. Derfor kommer han desværre ikke med til Grand prix Danmark. Så han håber at være tilbage i Yokohama 1600 Challenge igen i år. Hans DEC program fortsætter som hidtil planlagt, da 1. pladsen her skal forsvares.

Derfor er planen at se Brigitte tilbage i bilen – med Kenneth på sidelinien – når Grand Prix Danmark løber af stablen om halvanden uge på FDM Jyllandsringen. Her er målet at tilbageerobre 3. pladsen i Rookiemesterskabet samt avancere i både det generelle DIF Danmarksmesterskab samt i Oldboysmesterskabet, og ikke mindst sikre sig titlen i Ladies Cup, som kan køres i hus den weekend, såfremt at der kommer point på kontoen.

Jerkel Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Brigitte Klintskov Jerkel
  • Kenneth Jerkel
  • Ring Djursland
  • 14/08/16 - Ring Djursland - 1600 Challenge
  •