Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Challenge

Omotorsport 2 gange på podiet

1600 Challenge 
19/08/16 

Det blev til 2 podiebesøg for Omotorsport og Brian Johannesen sidste weekend på Ring Djursland.
Teamet fra Låsby var draget til den kuperede bane nær Tirstrup, hvor den 4. afdeling af Yokohama 1600 Challenge skulle køres.
 

Inden weekenden indtog DM 3’eren fra 2015 også 3. pladsen i det aktuelle DIF Danmarksmesterskab. Men med blot 10kg succesballast i bilen, var dette en weekend hvor der virkelig skulle point på kontoen.

Der var også godt med fart på den koksgrå Peugeot 207 med nummer 66 i sideruden allerede fra starten af træningen. Med 4. hurtigste tid ud af det 19 bils store felt, var det en helt klart godkendt start. Der skulle til gengæld arbejdes en del med opsætningen af bilen, for at mindske tidsforskellen op til 1. pladsen.


(Foto: JJ Media)

Vejrguderne syntes at de også ville spille lidt med denne weekend, så de sendte en kraftig regnbyge ind over banen inden kvalifikationen lørdag eftermiddag. Teamet valgte dog alligevel at trille på banen på tørvejsdæk, for så at køre varme i dækkene og vente til det helt rigtige tidspunkt, når der var kørt et tørt spor.

Med den taktik gik der ca. 10 minutter inden at der kunne sættes nogle respektable tider på tørvejsdæk, men så kom der til gengæld også rigtig god fart på. Tiderne blev stille og roligt hurtigere og hurtigere, og da de 20 minutter var gået, var der blot 2 biler som havde kørt marginalt hurtigere end Brian. Så 3. startposition var en rigtig god position, plus at bilen føltes meget bedre på banen.


(Foto: JJ Media)

Søndag formiddag skulle heat 1 køres. Det blev til en stille og rolig start hvor Brian kunne holde positionen og følge med de 2 forreste. Der kom dog rigtig meget pres på fra manden på 4. pladsen, og da de 2 begyndte at køre og kæmpe intenst, smuttede de 2 forreste ud i horisonten. Det vigtige var at holde sig på 3. pladsen, så der blev kæmpet alt hvad der kunne. Efter at have skiftet placeringer flere gange, lykkedes det Brian at tilbagevinde pladsen.

Herefter optod der en situation, som ellers kunne have været katastrofal for den lille 207’er. Gearskiftet holdt pludselig op med at virke, så Brian sad fast i 3. gearet. Til alt held kom der kort tid efter safety car på banen, som kørte helt indtil målflaget. Så nogle gange er man heldig at det falder positivt ud.


(Foto: JJ Media)

Brian Johannesen kunne derfor betræde podiet for 3. gang i denne sæson, mens mekanikerne frygtede et gearkasse skifte. Til alt held var det blot en plastik holder til gearkablet som var knækket, så det var en hurtig løsning, og bilen var derved hurtigt klar til heat 2.

Fra 6. startposition lykkedes det at få en rimelig start, men et smmenstød mellem nogle foranliggende biler, undgik Brian med nød og næppe. Så selvom det kostede et par placeringer med undvigemanøvren, så fik han altså en hel bil med fra 1. omgang.

Da løbet endelig blev givet frit igen, var der ikke andet at gøre end at angribe. Med nogle fantastiske overhalinger fik han kæmpet sig op på en flot 3. plads. Havde der blot været en omgang mere, ville det måske have været en 2. plads… Men det var stadig rigtig gode point på kontoen. Og vigtigst af alt – afstanden til 2. pladsen i mesterskabet er nu reduceret til blot 2 point!


(Foto: JJ Media)

Nu ser teamet frem mod Grand Prix Danmark på hjemmebanen FDM Jyllandsringen. Dette bliver årets helt store løb for teamet, hvor teamet inviterer en masse gæster, og bl.a. får livemusik i teltet.

Løbet skal køres 26.-28. August, hvor der med garanti bliver kamp om pointene, og enhver placering tæller.

Omotorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Brian Johannesen
  • Ring Djursland
  • 14/08/16 - Ring Djursland - 1600 Challenge
  •