Det er fjerde weekend i træk, at Jan Magnussen skal bag rattet af en racerbil, når han søndag sætter sig bag rattet af sin gule Corvette C7.R til 6-timersløbet på Watkins Glen. Racerbanen i staten New York lægger frisk asfalt til et af sæsonens store løb.
(Foto: Richard Dole)
– Det har været en travl periode, men så er det jo heldigt, at jeg godt kan lide at køre racerbil, lyder det fra en veloplagt Jan Magnussen.
Danskeren stiller søndag til start i Sahlen's Six Hours of The Glen, og 6-timersløbet markerer den fjerde løbsweekend i træk. For fire uger siden kørte Magnussen DTC på Ring Djursland, ugen efter stod den på 24-timers Le Mans, sidste weekend kørte han en Audi på podiet i Sydfrankrig – og næste weekend går rejsen til Mosport i Canada.
(Foto: Richard Dole)
En af yndlingsbanerne
– Vi har haft nok at se til, især gutterne i teamet, som efter to uger på Le Mans har haft travlt med at omstille racerbilerne til IMSA-standarder. De har gjort et fantastisk stykke arbejde, og jeg glæder mig til at komme i sædet igen, fortæller Jan Magnussen.
– Watkins Glen er helt klart en af mine yndlingssteder. En klassisk, oldschool amerikansk racerbane, som fo rnylig har fået ny asfalt og derfor skulle være endnu hurtigere, end den plejer at være. Det lover godt.
Jan Magnussen og hans faste medkører, spanske Antonio Garcia, vandt det berømte 6-timersløb så sent som i 2014, og duoen har tænkt sig at tilbageerobre trofæet.
(Foto: Richard Dole)
Vil vende heldet
– Vores Corvette har været hurtig i IMSA-serien, men foreløbig har vi ikke haft heldet med os i denne sæson. På Daytona tabte vi med historisk lille margin til vores søsterbil, og til 12-timersløbet på Sebring blev vi kørt af banen, netop da vi havde taget føringen. Vi håber på, at heldet vender i weekenden, forklarer Jan Magnussen.
Mens Magnussen skal kæmpe i GTLM-klassen, er en anden dansker på arbejde i GTD-klassen, nemlig 24-årige Christina Nielsen, som debuterede i 24-timersløbet på Le Mans med Formula Racing for to uger siden. Nielsen er bag rattet i en Ferrari 488 GTB.
Jan Magnussen og Antonio Garcia holder en 6. plads i kørernes mesterskab, mens Chevrolet fører konstruktørmesterskabet
Tidsplan for Sahlen's Six Hours of The Glen
Fredag 1. juli
15.20 (21.20 dansk tid) — Træning #1
Lørdag 2. juli
10.15 (16.15 dansk tid) — Træning #2
16.05 (22.05 dansk tid) — Kvalifikation (GTLM)
Søndag 3. juli
08.00 (14.00 dansk tid) — Warmup
10.10 (16.10 dansk tid) — RACE (6 timer)
Danske fans kan følge Jan Magnussen og Corvette C7.R #3 live på FOX Sports samt via live-streaming af kvalifikation og løb på www.imsa.com.
Jan Magnussen Racing
Læs mere om: Jan MagnussenWatkins Glen03/07/16 - Watkins Glen - SportsCar Championship |