Inden weekenden lå teamet på 2. pladsen i mesterskabet og med en lille succesballastmæssig fordel i forhold til de nærmeste mesterskabskonkurrenter, stod det klart for teamet allerede inden weekenden, at enhver mulighed for point skulle udnyttes.
Linjen blev allerede lagt lørdag morgen i træningen, hvor Mads var den hurtigste mand. Dermed fortsatte han de gode takter fra sidste år, hvor han også tog Pole Position samt sin første løbssejr i Yokohama 1600 Challenge.
(Foto: MF-Racing)
Derfor var det også kun småjusteringer der skulle laves forud for kvalifikationen lørdag middag.
Her var konkurrenterne lidt tættere på, men i den sidste ende var det den sølv og orange Suzuki Swift Sport med nummer 44 på siden som stod allerøverst på tabellen over hurtigste omgange.
Der var stor tilfredshed i teamet med dette, og efter en kort klargøring af bilen til søndagens 2 løb, kunne teamet slappe af resten af eftermiddagen og nyde det dejlige sommervejr på banen.
Søndag morgen skulle heat 1 køres. Fra forreste position skød Mads afsted og kunne holde alle konkurrenterne bag sig. Et forholdsvis let og uproblematisk løb kunne derved køres hjem til sejr til stor jubel fra teamet.
Men på trods af jublen, blev der holdt fokus på eftermiddagens løb.
Her var temperaturen steget yderligere, så det var en helt anden opsætning som der skulle køres med på bilen i forhold til de køligere morgentemperaturer.
(Foto: MF-Racing)
Da de 5 røde lamper slukkede, blev det til en ok start for Mads fra 8. startposition, da top 8 fra løb 1 bliver vendt rundt til løb 2. Men han viste også, at det var vigtigt at holde sig ude af problemer, og score så mange point som muligt. Der blev brug for alle evner til at undvige allerede på første omgang, da 2 forankørende stødte sammen, så der pludselig holdt en bil på tværs af banen.
Det lykkedes til fulde, og første omgang blev fuldført på 6. pladsen.
Herefter blev konkurrenterne passeret en efter en i de efterfølgende omgange, så han på løbets 4. omgang lå og pustede den førende, samt den store mesterskabskonkurrent, lige i nakken. Da chancen bød sig halvvejrs i løbet, blev en flot overhaling udført, hvorefter han kunne konsolidere sig på førstepladsen.
Det blev til en sejrsmargin på 2 sekunder, men hvorfor vinde med mange sekunder, når det blot gælder om at have snuden først over målstregen?
Derved blev en weekend totalt i Mads Hedegaard Frederiksens tegn fuldført:
- Hurtigst i træningen
- Hurtigst i kvalifikationen
- Vinder løb 1
- Hurtigste omgang løb 1
- Vinder løb 2
- Hurtigste omgang løb 2
Man kan ikke forlange mere, og weekendens resultater medførte samtidig at MF-Racing har indtaget 1. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet.
(Foto: MF-Racing)
Yokohama 1600 Challenge holder nu sommerferie i 2 måneder, inden at efterårssæsonen starter på Ring Djursland den 13.-14. August. Her skal teamet dog have 100kg succesballast med, men det går tankerne slet ikke på endnu – nu skal den totalle triumf og mesterskabsføringen bare nydes det næste stykke tid.
MF-RACING
Læs mere om: Mads Hedegaard FrederiksenRing Djursland12/06/16 - Ring Djursland - 1600 Challenge |