En lykkelig Jesper Egebart. Sådan! Og hans far, teamchef i Nordic Racing, Per Egebart, var lige så glad.
"Jeg er både meget tilfreds og stolt", sagde han lige efter løbet. Med et meget stort smil.
Og både far og søn kan nu meget passende synge med på Christianias gamle slagsang fra 1976: I kan ikke slå os ihjel.
Den sang kan Jens Reno Møller fra Ikast godt tillade sig at synge med på. Han er tidligere Le Mans-deltager, men der var efterhånden ved at blive stillet et kritisk spørgsmålstegn ud fra hans kvaliteter i dansk motorsports nye superklasse 2016.
Men på Rudskogen kørte han et fremragende heat. Meget hurtigt kom han helt i front, og i flere omgange holdt han spidsen med Jesper Egebart og Michel Nykjær lige efter. Her viste Møller, at han stadig har klassen.
I sidste ende måtte han overgive sig i en uoverskuelig situation, hvor både Egebart og Nykjær kom forbi, men dommerne har endnu ikke afgjort, om den ene eller anden kørte over stregen og skal have en straf.
Frederik Vodder imponerer denne weekend i det norske og viser sit talent i en bil, hvor de økonomiske forudsætninger ikke er de bedste. Roskilde-køreren blev nr. 5 foran Kevin Rossel, der helt afgjort ikke kommer lige så hurtigt rundt i det norske, som han havde håbet på.
Måske har han gemt noget af farten til finalen senere på eftermiddagen med start kl. 17.00. Som det ser ud lige nu, hvor dommerkendelserne endnu ikke er kendte, skal Ole Petersen starte i pole. Det har han prøvet før. Også med succes. Men det er givet, at han bliver hårdt presset.
Poul Erik Thomsen Læs mere om: Rudskogen Motorsenter12/06/16 - Rudskogen Motorsenter - Danish Supertourisme Turbo |