Legends Car Cup 10/06/16
|
|
Det var på ingen måde action der manglede, da Danmarks Hurtigste Bil-arrangementet løb af stablen på Padborg park i weekenden. Deltagerne i 201-meter dragrace, drifting såvel som Danmarks Flotteste Bil gjorde weekenden til en fest - og deres mange tusinde tilskuere var inviteret med. Det hele var godt hjulpet af perfekt dansk sommervejr, og det var måske medvirkende til at mange af de kvindelige deltagere åbenbart fik det så varmt at tøj var overflødigt. |
Det lod Kevin Verner sig ikke distrahere af, og den mesterskabsførende satte til Danmarks Hurtigste Bil-weekenden en fed streg under hvordan han er kommet i spidsen af tabellen: Kevin Verner leverede nemlig det perfekte resultat på de 100 gode runde point, som man i OK Mobil 1 Legend Car Cup bliver belønnet med når man både er hurtigste mand i tidtagningen og vinder samtlige tre heat. Dermed øgede han sit forspring i mesterskabet og har nu 352 point foran Tommy Laugesen på andenpladsen med 314 point.
"Kevin Verner holdt sig i spidsen hele weekenden - men ikke uden hårdt arbejde" (Foto: Ib Trebbien)
Umiddelbart kunne det lyde som en kedelig overlegenhed af Danmarks Hurtigste Legendkører, men sådan var det slet ikke, og de mange tilskuere der så til fik virkelig noget for pengene: For selvom Kevin Verner vandt det hele, så var han konstant skarpt forfulgt og måtte virkelig kæmpe for at holde Tommy Laugesen bag sig. I tidtagningen var der en tiendedel sekund imellem de to, og i det tredje heat bare fire hundredele! Der var virkelig knald på oppe foran, og Tommy Laugesen var måske i virkeligheden weekendens mest pressede mand, for han måtte konstant multitaske med både at presse Kevin Verner foran sig og så passe på sin ryg, hvor Mathias Storbank og Kasper Bruun lå klar ved den mindste fejl. Det var virkelig forrygende dueller og stærkt seværdigt race, der fik tilskuerne helt ud på stolekanten.
Meget ringere var det ikke i Old Boys-divisionen: For en måned siden scorede Henrik Vejen det perfekte resultat på Ring Djursland, for en uge siden gjorde Kin Schmidt Petersen ham kunsten efter til Classic Race Aarhus. Og til DHB på Padborg Park delte de to hurtigste Old Boys rovet imellem sig. Det var ganske vist Anders Eriksen, der tog hurtigste kvalifikationstid, men derefter vekslede sejrene mellem Henrik Vejen og Kim Petersen weekenden igennem: To til Henrik og én til Kim og et totalt antal point på henholdsvis 92 og 91 slæbte de to med hjem fra DHB.
Dermed øgede Henrik Vejen sin føring i Old Boys-divisionen til 360 point foran Kim Schmidt Petersen med 336. "Sheriffen" Anders Sonne Hyrup lavede med 66 point sit bedste sæsonresultat hidtil mens Poul Bonde havde sit værste - og derfor blev der byttet noget om på de næste par mesterskabspladser, og nu er det Anders Sonne Hyrup der er treer med 253 point. Men her er det - også! - tæt, og det blvier spændende at følge udviklingen i OK Mobil 1 Legend Car Cup, når det i højsommeren 30.-31. juli går løs på bybanen til Copenhagen Historic Grand Prix.
OK Mobil 1 Legend Car Cup
Claus Ebberfeld
Læs mere om: Kevin VernerPadborg Park05/06/16 - Padborg Park - Legends Car Cup |