Historien er værd at huske, fordi mens sporten er havnet i dyb eksistentiel identitetskrise, så er Monaco lige netop det, det hele drejer sig om. Måske er der for meget glimmer og glamour, men det er samtidig historien og essensen af Formel 1, der popper op for en enkelt weekend. Det vi alle leder efter i en sport er identifikation og et narrativ - en fortælling. Identifikationen kan kom mange steder fra - min søn holdt tidligere med Lucas di Grassi fordi de delte fornavn - andre har andre parametre for hvordan de finder ud af hvem de holder med. Men fortællingen har Formel 1 forsømt igennem de sidste mange år. Kørerne er blevet utilgængelige og polerede PR robotter og løbene er havnet i det gamle Max Mosley gerne ville have - et skakspil for biler.

I Monaco har man en fortælling. Måske ikke en moderne fortælling, men fortællingen om det, der var en gang. Den klistrer til asfalten i gaderne, vore dages kørere drøner rundt i samme hjulsport som Senna, Prost, Lauda, Moss, Stewart, Clark, Fangio og så videre. De har allesammen kæmpet mellem de samme husmure. Der er kun Monaco, Monza, Spa og Silverstone tilbage af den slags. Monaco er ikke hvad Formel 1 er, men fortællingen om hvad det har været og hvad det kunne blive.

Reglerne for næste år er på plads. De ser ikke alt for lovende ud. Bilerne skal være hurtigere, som om hastigheden i virkeligheden betyder noget. De skal være bredere - og have bredere dæk. De skal også have mere downforce - hvilket er stupidt på alle planer på én gang. Problemet er, at der ikke er nogen der bestemmer i Formel 1 - konsekvensen af at for mange har noget at skulle have sagt. Motorreglerne bliver liberaliseret lidt med hensyn til udvikling, hvilket kan have sine fordele. Nu mangler bare man afskaffer fuel-flow reglerne. Det er fint nok der er grænser for hvor meget brændstof de må have ombord - og pitstop har aldrig forbedret showet, bare delt Formel 1 i små sammenhængende sprintløb. Men at der er grænser for hvor højt forbruget må være undervejs er dumt. Mængden af brændstof skulle nok også øges, så vægtforskellen mellem start og slut bliver større.

Daniil Kvjat har været ude og sige, at han var sikker på, at han kunne have slået Ricciardo i 2016, hvis teamet havde troet på ham. Han rammer selv pointen - HVIS de havde troet på ham. Det gjorde de ganske tydeligt ikke. Det er jo godt nok at han selv tror på det, men uanset hvor meget stjerne Verstappen bliver vurderet til at ville blive, ville Red Bull ikke have lavet rokaden hvis de faktisk troede ligeså meget på Kvjat som han selv gør.

Renault truer med en ny motor allerede i Monaco. Testen i Spanien gik over al forventning og de overvejer derfor at smide den i bilen allerede i denne weekend. Måske ikke til alle fire kørere. Det forlyder at de har to motorer klar - en til hvert hold. Men i virkeligheden betyder det måske ikke så meget i lige netop Monaco. Antallet af heste i motorrummet er ikke så væsentlig her, som på andre baner.

Mercedes har noget at revanchere. Kørerne skal vise at de kan komme i mål uden at ramme hinanden og teamet skal vise, at Red Bulls sejr i Spanien altså kun var fordi Mercedes ikke var der. Endnu en ikke-sejr til Mercedes vil tvinge teamet ud i tanker de slet ikke har lyst til. Historisk set er mange et fald fra tronen startet med noget som ligner et tilfælde, men et tilfælde der giver konkurrenterne momentum. Mercedes, eller kørerne - eller rettere Hamilton - lavede ged i den Spanien. Det var et koks, det er hvad der kan ske. Nu skal bare lige bevise, at de burde have vundet.

Ferrari og Red Bull slås om placeringen som nr. 2, mens Williams er blevet ganske distanceret. Samtidig mener McLaren selv, at de vil være i stand til at presse Ferrari i Monaco.

Normalt er Monaco en bane hvor intet sker. Men omvendt er det også banen hvor alting kan ske - en lille fejl her eller der og løbet kan stå på hovedet. Dramaet er ikke garanteret, men er altid en mulighed. God weekend!

Martin Møller-Thomsen