Det stod klart, da han for anden weekend i træk indkasserede en anden- og en sjetteplads. Det bringer Smedberg op på 64 point, skarpt forfulgt af Jørgen Worthmann, der har 63 point. Søndagens løb tilfaldt imidlertid en debutant - i sin første løbsweekend nogensinde i Citroën DS3 Cup tog Edvin Gjervik sejren hjem.
Efter weekendens første løb på Vålerbanen i Norge stod det klart, at løbsvinder Marcus Påverud havde en opgave at løse fra P6 på gridden i søndagens løb. På pole var det en anden norsk kører, Karin Elise Fossen, foran landsmand og DS3-debutant Edvin Gjevik. Andreas Top startede treer, Andreas Nesset firer, Emrik Smedberg femmer og som nævnt Marcus Påverud på sjettepladsen.
Heat 2, søndag:
Både Gjevik og Fossen fik lidt langsomme starter, og var under stort pres ind i chikanen. Nede bagfra satsede Marcus Påverud fra start hårdt og gik to pladser frem med en modig manøvre, mens Andreas Nesset fra fjerde startposition satte Karin Elise Fossen under et stort pres fra start.
På 2. omgang tabte Påverud imidlertid det hele, da han i en duel røg af banen. Det gik dog ikke værre, end han kunne køre videre og sætte jagten på det tabte ind.
Forrest fandt Edvin Gjevik hurtigt formen og begyndte at lave et lille hul ned til forfølgerne, Fossen, Smedberg og Nesset, der alle havde en enorm kamp om andenpladsen på fjerde omgang. Her blev Nesset overhalet af Smedberg efter et godt træk op ad mållangsiden. Andreas Nesset kunne efterfølgende ikke helt holde svenskerens tempo, men fik god gavn af det samlede felt, da et spin fra Kenn Bach endte i et sammenstød med Malin Blad - og en safetycarperiode.
Karin Elise Fossen, Vålerbanen 2016 (Foto: Niklas Majgaard/Citroën DS3 Cup)
Med genstarten kom Edvin Gjevik under et massivt pres fra Karin Elise Fossen, der kom meget tæt på den afgørende overhaling, da hun forsøgte at gå inden om i sidste sving. Med fire omgange igen kunne Gjevik igen afvise, mens Jørgen Worthmann med et velkalkuleret træk kunne tage fjerdepladsen.
En anden, der bragte sig ind i kampen med genstarten, var Marcus Påverud. Den 15-årige kører holdt på og bragte sig til sidst i spil til en placering i top fem, samtidigt med kampen om sejren rasede forrest.
Med tre omgange igen tog Karin Fossen føringen, men satte den til omgangen efter, da understyring kostede hende trækket ud af opløbssvinget. Det udnyttede Edvin Gjevik og Andreas Nesset til at indtage podiets to øverste trin foran Karin Elise Fossen, Jørgen Worthmann og Marcus Påverud.
Edvin Gjevik, vinder heat 2:
- Det er fantastisk at være nået hertil på så kort tid. Inden vi tog hertil, havde vi samlet kørt 30 minutter med bilen, så det er en stor sejr for os. Det var et par gode løb med masser af tætte dueller.
Andreas Nesset, P2:
- Sikke en fight. Det var et fedt løb! Jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke fik helt nok fart med ud i trækket op mod målflaget, men P2 er et fint resultat og det giver de point, der er så vigtige for mesterskabschancerne. Jeg er meget tilfreds med weekenden - vi har god fart, og det gik meget bedre end på Jyllandsringen, siger han med reference til sit uheld i søndagens kaotiske løb i Danmark.
Karin Elise Fossen, P3:
- Jeg havde desværre en del problemer med grebet i dag. Den begyndte allerede tidligt i heatet at skride for mig, hvilket kostede dyrt til sidst, men det var en morsom fight. Jeg er godt tilfreds med weekendens resultater, forklarer hun.
Marcus Påverud, P5:
- Jeg blev presset lidt, og røg desværre en tur af banen, så jeg måtte lige ind og have tjekket bilen, men kunne heldigvis køre mig op igen. Jeg kom efter mere, så jeg er ikke helt tilfreds med weekenden som helhed, lyder det fra lørdagens løbsvinder.
Marcus Påverud, Vålerbanen 2016 (Foto: Niklas Majgaard/Citroën DS3 Cup)
Louise Frost, P8:
- Det var virkelig et godt race i dag. Jeg føler, at der er stor fremgang, for i dag havde jeg for første gang følelsen af, at jeg havde en masse at byde på. Starten lørdag var uheldig, men jeg har lært utroligt meget i denne weekend, og glæder mig meget til næste afdeling.
Kenn Bach, udgået:
- Jeg ved faktisk ikke, hvad der skete, men jeg mistede bagenden og blev ramt af Malin Blad. Det føltes som om jeg tabte et hjul, men på vores optagelser ser det ud til, at noget knak. Det var en træls måde at ende weekenden på, for jeg lå nummer syv og det hele gik egentligt meget godt.
Kenn Bach, Vålerbanen 2016 (Foto: Niklas Majgaard/Citroën DS3 Cup)
Insight Racing DK Læs mere om: Våler08/05/16 - Våler - Citroën DS3 Cup |