Det er ikke kun Kevin Magnussen, der har fart på i dansk motorsport. Danske Ronnie Bremer er netop hyret til DIME Racing, der er udstyret med fabriksnye Mercedes AMG GT3-biler i tæt motorsamarbejde med AMG. Og de stiller op med tre af slagsen i Pirelli World Cup Challenge. Bilerne er de eneste af deres slags i GT-serien i USA.
Ronnie Bremer skal køre bil nummer #12 i hele sæsonen. Det bliver muligvis AMG-fabrikskører Jan Seyffarth, der skal køre den anden bil. Forsvarende GTA-klasse champion Frankie Montecalvo indgår i teamet med hans Mercedes-Benz SLS AMG GT3 som tredje bil
DIME Racing og Ronnie Bremer skal teste bilerne, og han rejser derfor nu til USA, før løbsserien starter i marts 2016 i USA. Løbsserien består af 21 races i 11 weekender i sæsonen.
Ronnie Bremer har før sejrrigt prøvet kræfter med racerbanerne i USA. Blandt andet med to sejre i 2011 sammen med Robin Liddell for Stevenson Motorsports Racing. Ronnie Bremer er en af Danmarks bedste racerkørere gennem de sidste 20 år og har blandt andet vundet det Nordiske Mesterskab i DTC-serien 2014.
“Jeg er rigtig glad for denne mulighed. DIME Racing er ambitiøse på racerteamets vegne, ligesom jeg selv. Og med en hel løbsserie foran mig med 11 løb i en helt ny Mercedes AMG GT3, er det et comeback i USA, jeg ser meget frem til”, siger Ronnie Bremer, der foreløbig har kontrakt for 2016-sæsonen med udsigt til forlængelse for næste sæson.
Chefen for DIME Racing Rod Shegem og hans partner Steve Atneyel er begge glade for at få Ronnie Bremer i teamet. De siger begge, at erfaring sammen med engagement og vindermentalitet er den kombination, deres team skal bygges på.
Pirelli World Challenge er en af de hurtigst voksende motorserier i USA. Serien er vokset hvert år siden starten for seks år siden og seertal i USA er sidste sæson steget med 144 procent på CBS Sportsnetwork..
Søren Hedman
www.xponering.nu
|