Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Danske kørere møder udfordringer i ”Monte”

Rally Monte-Carlo
Historique 

02/02/16 

Tørre veje gør det klassiske rally helt uforudsigeligt
Dag fire ud af seks blev udfordrende for de danske deltagere i Rallye Monte-Carlo Historique. På de klassiske rallyprøver som Burzet og St. Bonnet-le-Froid i Ardechebjergene, hvor der normalt ligger klingende frostsne, er der i år tocifrede forårstemperaturer og knastørre veje. Det betød montering af brede sommerdæk, omstilling af triptællere og små fejl i målingernes nøjagtighed.
 

Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem) klarede udfordringerne bedst, men rykkede ned fra nr. fem til otte ud af 314 startende i deres Audi 80 GLE fra 1979.

”Vi satte lidt til på specialetape 7 og 8, men på nr. 9 er vi i top, så vi er fortsat med i dysten om topplaceringerne,” vurderede Toni Hansen ved etapemålet i Valence ved Rhônefloden mandag aften. De er 10 sekunder fra løbets førsteplads.


Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem) er ikke blot bedste danske, men bedste nordiske hold i Rallye Monte-Carlo Historique. Efter ni ud af 14 specialetaper ligger de nr. 8 ud af 314 startende i deres Audi 80 GLE fra 1979.
(Foto: Michael Eisenberg)

Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Aarhus) kørte sig op fra nr. 31 til en placering som nr. 24 i deres Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977. De led også under manglende nøjagtighed ved de hemmelige tidskontroller.

”Vi havde de fleste problemer på dagens første specialetape, men som dagen skred frem, gik det bedre, og vi er nu 26 sekunder efter løbets førende,” konstaterede Jens Gandrup.


Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Aarhus) kørte sig mandag frem fra en placering som nr. 31 til nr. 24 i deres Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977. Men de savner sneen.
(Foto: Michael Eisenberg)

En reel overraskelse i det hårde rally er de danske debutanter Søren Bunk (Skanderborg) og Jakob Knudsen (Skanderborg). Under mandagens etape i Ardeche kørte de sig frem fra nr. 109 til en placering som nr. 90.

”Vi har meget at lære endnu, men det går bedre dag for dag, og vi har et godt flow i bilen,” sagde Søren Bunk ved etapemålet i Valence.


Den store positive overraskelse i Rallye Monte-Carlo Historique er de danske debutanter Søren Bunk (Skanderborg) og Jakob Knudsen (Skanderborg), der har kørt deres Porsche 911 SC fra 1979 frem til en placering som nr. 90 ud af 314 startende.
(Foto: Michael Eisenberg)

Rallye Monte-Carlo Historique fortsætter tirsdag med en etape fra Valence til Monaco med tre specialprøver. Efter en kort pause tirsdag aften i fyrstedømmet sendes deltagerne ud natten til onsdag på den berømte etape ”De lange knives nat” i bjergene nord for Monaco.

Resultater

Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem) ligger på en ottendeplads ud af 314 startende i deres Audi 80 GLE fra 1979. De har 642 strafpoint (svarende til, at de har ramt de hemmelige tidskontroller med en samlet fejlmargen på 64,2 sekunder, enten ved at komme for tidligt eller for sent.

Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Aarhus) er nr. 24 i deres Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977. De har 795 strafpoint.

Søren Bunk (Skanderborg) og Jakob Knudsen (Skanderborg) er nr. 90 i deres Porsche 911 SC fra 1979. De har 1246 strafpoint.

Morten Dam (Specialpressen) og Michael Eisenberg (Intercom)


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 03/02/16 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •