Christina Nielsen får travlt i 2016. For kort tid siden offentliggjorde hun en kontrakt med Scuderia Corsa, hvor hun skal køre deres Ferrari i den amerikanske IMSA-serie. Nu kan hun tilføje klassikeren Le Mans og European Le Mans Series, da hun netop har indgået en kontrakt med de danske ELMS-mestre Formula Racing om en fuld sæson i teamets Ferrari 458 GT2. Den 23-årige racerkører indgår i et stærkt trekløver, som vil vinde både European Le Mans og 24-timers Le Mans. Nielsen bliver samtidig den første danske kvinde i den franske klassiker.
(Foto: Christina Nielsen Racing)
– Vi er utrolig glade for, at Christina Nielsen har sagt ja til køre for os i den kommende sæson, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
– Christina har i den grad vist sig som en hurtig og stabil GT-kører og hun har konstant formået at være med i topppen. Hendes erfaring med langdistanceløb i USA vil uden tvivl styrke vores klare målsætningen om både at vinde 24-timersløbet på Le Mans og gentage sejren i European Le Mans Series.
(Foto: Formula Racing)
Den FIA-klassificerede sølvkører skal dele en Ferrari 458 GT2 med Formula Racings succesfulde Mikkel Mac og Johnny Laursen, som vandt dette års mesterskab i GTE-klassen i European Le Mans Series. En historisk sejr, der skaffede det danske team adgang til Le Mans.
– Denne sæson har bevist, at Mikkel Mac er en af verdens bedste guldkørere, og samtidig har vores bronzekører Johnny Laursen været hurtigere end selv konkurrenterne på sølvniveau. Med Christina Nielsen på holdet er vi ikke i tvivl om, at vi har en suveræn vinderbil, lyder det fra Allan Jørgensen.
Christina Nielsen har gennem de seneste to sæsoner gjort sit navn kendt på de amerikanske racerbaner, hvor hun i år, som første kvinde, var tæt på at vinde GTD-mesterskabet i TUDOR United SportsCar Championship og samtidig blev Rookie Of The Year i serien Pirelli World Challenge.
(Foto: Formula Racing)
Den hurtige kvinde har tre gange tidligere deltaget i 24-timersløb og imponerede især ved at slutte på en 2. plads i det berømte 12-timersløb på Sebring i foråret. Et resultat, som straks blev udråbt til at være den bedste motorsportspræstation for en dansk kvinde nogensinde.
– At være den første danske kvinde, som skal køre 24-timers Le Mans virker fuldstændig uvirkeligt, lyder det fra Christina Nielsen.
– Vi har arbejdet længe på projektet, og det er en drøm, som går i opfyldelse. Der er mange kørere, især danskere, som stræber efter et Le Mans-sæde, og jeg er utrolig taknemmelig for, at Formula Racing har valgt at give mig chancen for at hjælpe dem til sejr.
Formula Racings kontrakt med Christina Nielsen omfatter en fuld sæson i European Le Mans Series, som består af seks løb, startende med et 4-timersløb på Silverstone den 16. april. 24-timers Le Mans finder sted den 18.-19. juni, hvor Formula Racing stiller op i GTE Am-klassen.
Christina Nielsen Racing
Jan Kaiser Læs mere om: Christina Nielsen19/06/16 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM19/06/16 - Le Mans - Le Mans |