Løbet i Abu Dhabi var, skal det retfærdigvis siges, moderat underholdende de første femten omgange, eller deromkring. Men derfra var der ikke meget at komme efter på spændingsfronten. Havde man forventet noget andet end det man fik i dag, så hører man også til i en klasse af superoptimister. En ensidig sæson slutter sjældent med et spændende løb, medmindre det som i Australien i 1989 regnede bort.

Top 3 fra kvalifikationen blev også Top 3 på podiet - i samme rækkefølge. Vettel derimod fik efter sin dårlige kvalifikation kørt sig op til en 4. plads, hvilket så også var løbets højdepunkt. Mercedes racerne kan ikke gøre ret meget ved hinanden, marginalerne er for små - og teamet, ikke kørerne, bestemmer strategien. Det har Hamilton så beklaget sig over de sidste par løb. Men i den omvendte situation ville han nok blive rasende, hvis Rosberg fik lov til selv at bestemme sin strategi. I virkeligheden er det noget pjat - det burde altid være køreren der dikterer strategien, så ville den kloge vinde ofte og den risikovillige ville hente de sjove sejre.

Så hvis man sidder og ærgrer sig over at Mercedes berøver os for en potentielt spændende duel, skal man huske, at det ikke bare er Mercedes, og det ikke bare er i dag. Det er alle teams - og det er hvert løb. Der har været snak om at der skal være mere fokus på kørerens evner - og evnerne til at spille de strategiske kort rigtigt, er en måde at få skilt kørerne mere fra hinanden.

Hvem der bestemmer strategien er i øvrigt ikke nogen ny diskussion. For en tyve år siden, plus minus nogle år, blev en flok kørere til en pressekonference spurgt om hvem der egentlig bestemte strategien. Dengang var kørerne mere ærekære på det område end i dag, og de vævede lidt i det for ikke at give hele bestemmelsesretten til teamet, med ord om at strategien blev udviklet i fællesskab. Sidste kører var Gerhard Berger, der kort svarede: "min kæreste".

Efter det ternede flag i sidste løb er det tid for at gøre status over sæsonen. At Mercedes vandt var næsten til at forudse - at det skulle være næsten mere overlegent end i 2014 var noget man frygtede. Men sådan blev det - de andre teams var kun lejlighedsvist tættere på Mercedes og var på ingen måde nogen der kunne true de regerende mestre.

Internt i teamet var det Hamilton der sæsonen igennem havde overhånden. Der var dage hvor Rosberg kunne true ham, og specielt tyskerens evne til at sætte pole position fortæller at de måske er tættere end resultaterne fortæller. Rosberg havde til gengæld en periode hvor han ikke rigtig fik omsat de poles han fik til sejre. En tættere kamp mellem de to ville have hævet sæsonens underholdningsværdi. Men Rosberg lignede flere gange en mand, der ikke vidste hvordan han faktisk skulle vinde.

Det spændende er om de sidste tre løb, med sejre til Rosberg, har været et reel udtryk for at han nu har fundet det han har manglet hele sæsonen - eller om det var et udtryk for at Hamilton bare mistede en lille smule, da VM kom i hus - for hvor var grunden til at grave helt ned efter den sidste 1000-del.

Hos Ferrari har Vettel også været i kontrol, endda endnu mere en Hamilton hos Mercedes. Raikkonen var mere stabil end sidste sæson, men der skulle så heller ikke meget til. Der kom tre sejre til teamet - sådan set ok, når man tager i betragtning hvor dårlige de faktisk var i '14. Teamet virker harmonisk - og det er ikke altid man kan sige det om Ferrari. Forventningen må være at de snapper Mercedes i hælene meget mere regelmæssigt i 2016.

Sidste år var Williams den store positive nyhed, efter en lang række sæsoner uden de store resultater. I år var de en skuffelse - ikke fordi de faldt tilbage, men fordi der ikke var fremskridt. Hverken for teamet, eller for kørerne. Alting virkede til at være gået i stå. Massa har forlængst nået toppen af sin udvikling, men har siden skiftet til Williams genfundet en gnist han havde tabt. Men Bottas burde stadig have flere år at udvikle sig i, men der skete ikke meget i år. Han var bedre end Massa, men ikke overbevisende. At han på et tidspunkt var inde i overvejelserne hos Ferrari var forståeligt, men det var det også, at han tilsyneladende er røget af listen igen.

Sidste års skuffelse var McLaren - med de overlegne Mercedes motorer burde de have haft et langt bedre år end de havde. I år skulle de så skifte til Honda, og selvom man forventede problemer i starten, var det dog alligevel overraskende hvor store og hvor massive, de problemer var. At finde ud af hvilken af de to kørere der har gjort det bedst, er en umulig opgave. Begge kørere kom med bitre kommentarer undervejs og den største overraskelse er vel at de, efter planen, begge skal køre for McLaren igen i 2016. Som tidligere verdensmester kunne jeg måske nok finde bedre måder at spilde min tid på. Det forlyder dog her på det seneste, at Alonso stadig overvejer om han skal tage en pause i '16.

Så er der Red Bull der i løbet af sæsonen fremstod som en flok amatører der ikke kunne holde fokus på det væsentlige. Efter et middelmådigt 2014 blev det værre i '15 og fra teamet skældte og smældte de på Renault. Og midt i det hele savede de samarbejdet med den franske motorfabrikant over. Farvel og tak, sagde de, et år før tid. Red Bull ville have en anden motor - gerne en Mercedes. Og da det ikke lykkedes, ville de have en Ferrari. Det kunne de godt få - men altså en 2015 motor, ikke en 2016. Resultatet var at Red Bull måtte kravle tilbage til Renault og be' om godt vejr og en flok motorer. Angivligt gik det op for dem at hvis de trak sig, sådan som de truede med, ville regningen fra Ecclestone blive så stor, at det var billigere at køre videre. Balladen har selvfølgelig fjernet fokus internt i teamet fra hvad det egentlig drejer sig om - og i fremtiden skal det blive spændende at se om Red Bull kører med fordi de skal, eller fordi de gerne vil.

Ricciardo var med lethed den overlegne i teamet. Kvyat kørte sin anden F1 sæson, og er måske havnet lidt for hurtigt i det store team. Han havde dage hvor han ikke var imponerende, og han havde dage hvor det faktisk gik ganske godt. Som sådan en godkendt sæson nummer to i Formel 1, uden dog at være rigtig imponerende.

Hos Force India var det Perez, der samlede flest point. Han var generelt mere stabil end Hülkenberg. Tyskeren havde en opblomstring efter sin Le Mans sejr, men efter det stod klart, at Raikkonen blev hos Ferrari, og han igen måtte se sig udelukket fra et topteam, virkede det som om motivationen faldt lidt - og derudover begyndte han også at lave nogle små fejl, der har gjort billedet af ham lidt mudret. Han er måske stadig på listen hos Ferrari, men stjernen virker lidt falmet.

Romain Grosjean var så klart den bedste hos Lotus. Måske det sted, hvor der er størst forskel på de kørende i teamet. Grosjean hev ting ud af den Lotus som egentlig var ret imponerende, når man tænker på at teamet ikke havde noget budget af betydning og mekanikerne flere gange måtte spise hos andre teams! Mens Grosjean blomstrede og viste vilje i modgang, kørte Maldonado af banen, eller ind i andre - eller noget tredie. Underholdningsværdien ved ham er ved at være udtømt og resultaterne bliver nok aldrig bedre - dertil er viljen til at lære at sine fejl for lille.

Skæbnet for Lotus er stadig ukendt. Renault vil gerne købe, men kan ikke blive enige med Ecclestone om hvor stor en del af kagen, de skal have. Og det franske firma er ikke ligesådan at løbe om hjørner med. De mener at de hører til på samme niveau som Ferrari, Williams, McLaren og Red Bull. Spørgsmålet er om Lotus kan overleve uden Renault - eller om løbet er kørt for det efterhånden gamle team Enstone, der har været igennem adskillige inkarnationer. Det vil være trist hvis de forsvinder.

Hvis de bliver, og uanset navnet, så kommer kørerne tilsyneladende til at hedde Maldonado og Palmer. Uambitiøst kan man sige, men resultaterne vil nok alligevel være til at overse i 2016 - man må gå ud fra at de ikke er kommet ret langt med udviklingen af en ny bil - og Maldonado spytter godt i kassen, mens Palmer vistnok havde en option på at skulle køre. Men hvis Renault overtager teamet, så forvent at kørerne kun er midlertidige. Grosjean skifter til Haas, hvor han får en Ferrari motor i ryggen - og også han er på Ferraris liste over potentielle kørere til 2017. Med sig i teamet får han den middelmådige Guiterrez, der bare ikke hører til i Formel 1 - men også han håber på et Ferrari sæde i fremtiden...

Toro Rosso har med Verstappen og Sainz jr. haft en ganske fornuftig sæson. Hollænderen har været mest imponerende, og har leveret lidt underholdning ved at overhale. Nu kommer den svære anden sæson, hvor han skal demonstrere en eller anden form for fremskridt. Han bliver holdt øje med - men han skal udvikle sig. Sainz har været et fornuftigt bekendtskab - også han skal udvikle sig. For ham er opgaven mere håndgribelig - han skal være bedre end Verstappen, ellers kan 2016 også blive hans sidste sæson.

Så er der Sauber og Manor tilbage. Kørerne her har ikke imponeret. Sauber har hentet nogle point, men man kan godt sætte spørgmålstegn ved både Nasr og Ericssons berettigelse i Formel 1. Heller ikke Robert Merhi, Will Stevens eller Alexander Rossi imponerede meget - men det skal siges at de heller ikke har meget at imponere med. Men dybest set er der fire sæder i Formel 1 der burde gå til kørere med større talent end de nuværende - men så kommer spørgsmålet om penge ind.

2015 er slut og det var ikke en sæson man kommer til at savne. Resultaterne var ensidige - og undervejs tog diskussionerne om sportens fremtid over og stjal fokus fra hvad der ikke skete på banen. Nu er det snart jul - så skål - og på gensyn næste år!

Martin Møller-Thomsen