Det var natten før det sidste løb. I sin overdådige seng i det overdådige hotelværelse lå den stenrige Scrooge Ecclestone. Han lå og og roterede, normalt havde han ikke problemer med at sove, men i nat var det anderledes. I morgen skulle sæsonens sidste racerløb køres. Alle hans medarbejdere så frem til denne dag gennem hele sæsonen, det var en festdag mente de. Men det var det ikke for Scrooge Ecclestone, for ham var det starten på tre, næsten fire måneder uden indtægter; kun udgifter. Scrooge Ecclestone kunne bedst lide at tjene penge, at bruge dem var kun noget han gjorde nødtvunget. Derfor beholdte han også de fleste af de penge han tjente på racerløb for sig selv, de deltagende hold fik kun en lille del af det overskud de var med til at skabe; en del de slet ikke burde have. Scrooge Ecclestone mente at de egentlig selv burde tjene pengene, finde flere sponsorer, investorer, kreditorer.

Klokken på det fine italienske ur på natbordet slog 12, og en isnende kulde sneg sig ind i den varme arabiske nat. Scrooge Ecclestone undrede sig over den pludselige kulde, men nåede ikke langt i sine tanker før en svag raslen fik hans tanker til at skifte fokus: Hvad var det for en lyd? Hvor kom den fra? Og pludselig foran stod to gennemsigtige mennesker, Jean-Marie og Max. Hans forgængere, kompagnoner, modstandere. To mænd der ikke længere var en del af Scrooge Ecclestones liv og verden, han havde holdt ud, hvor de havde fejlet - og nu stod de her foran som gespenster fra fortiden.

"Vi er kommet for at advare", sagde de i kor - desværre var det på både fransk og engelsk og der gik lidt tid for det gik op for Scrooge Ecclestone hvad det var de mente - faktisk var det først da Jean-Marie mistede pusten og det franske forsvandt fra det messende gespenst-kor, at han fattede hvad de sagde. "Du vil få besøg af tre spøgelser. Det ene er fortidens racerspørgelse. Det andet nutidens og det sidste er fremtiden. Du skal kende fremtiden, så du kan gøre noget ved nutiden" - med disse gispende ord forsvandt gespensterne og Scrooge Ecclestone var igen alene i sit hoteværelse.

Han tog nathuen af og tørrede den kolde sved af den rynkede pande. Hvad var nu det for noget? Det kunne ikke passe - han måtte have set syner. Måske var han alligevel ved at blive gammel. I al fald - lovede Scrooge Ecclestone sig selv - ville han aldrig fortælle denne historie til nogen. Men så hørte han skridt bag sig. Han vendte sig om og så ind i ansigtet på sin gamle ven Jochen Rindt. Nu tænkte Scrooge Ecclestone at han helt havde mistet forstanden. Men inden han blev færdig, åbnede Rindt munden og sagde roligt: "Du skal se de gamle år med mig".

Rindt gjorde et kast med hånden og pludselig stod der en rød plyds sofa ved siden af ham. Han satte sig, og Scrooge Ecclestone satte sig ved siden af - underligt tavs. Billeder dukkede op - næsten som et tv - en tre meter fra dem, men der var ingen skærm og ingen projektor - billeder nærmest bare opstod af sig selv i luften. Der var billeder af 50'erne - af Fangio og Ascari i deres cigar-lignende racere. Der var de første engelske biler og der var endda Scrooge Ecclestones eget forsøg som F1 kører. Det gik over 60'erne. Der var de små hurtige biler med de smalle hjul, de første reklamer, de tætte løb. Men der var også tragedien, Bandini, Courage, Cevert, Revson, Williamson og Rindt selv. Scrooge Ecclestone kiggede væk fra billederne og så på Rindt, men der var ikke andre reaktioner end et lille smil, der havde siddet mejslet i ansigtet siden han var dukket op.

70'erne sluttede med Peterson på Monza og Villeneuve mod Arnoux på Dijon. Lavpunkter og højdepunkter. 80'ernes turboer brølede forbi, Scrooge Ecclestone så sine egne biler vinde løb og titler. De næste årtier trillede frem. Og så var det slut - Rindt forsvandt, sammen med den røde plyds sofa. Scrooge Ecclestone opdagede han sad på gulvet ved siden af sin seng. "Åh", tænkte han. "Det hele var bare en drøm - og jeg er faldet ud af sengen". Han kom vaklende op på de gamle ben og satte nathuen på plads. Ikke mere pjat, nu skulle han altså sove.

Men netop som han var kravlet ned under sin lukseriøse dyne, dukkede det næste spøgelse op. Nutidens spøgelse. Nu blev Scrooge Ecclestone bange, for det hans eget spejlbillede han kiggede på - han kiggede ind i sine egne øjne. Så han virkelig så bister ud? En par smarte og moderne lænestole dukkede op. Igen måtte Scrooge Ecclestone sidde ved siden af spøgelset og se på nutiden. Først var der en racerbil, så to - de kørte på en cirkelrund bane. De kørte og kørte. Ingen start, ingen stop, ingen tilskuere, men masser af reklamer.

Så kom samtalerne. De frygtelige samtaler. Samtaler mellem kørere og teamchefer og journalister og sponsorer og fans. Først en samtale, så en til, så 100-vis af samtaler, ovenpå hinanden, stablet som et andet babelstårn der strakte sig ind i himlen. Samtalerne drejede sig om F1 - om glæde, om spænding. Om mangel på spænding, om forudsigelighed. De drejede sig om Scrooge Ecclestone selv, om hans alder, hans mentale tilstand - her blev han lidt arrig - om der var krise eller ej. Scrooge Ecclestone rystede på hovedet over den mængde af uvidenhed han hørte - og i selvsamme øjeblik rejste spøgelset af ham selv sig fra stolen og sparkede tårnet af diskuterende mennesker ned. Med et lydløst brag tumlede de alle på gulvet og blev splintret inden de forsvandt.

Igen sad Scrooge Ecclestone på gulvet ved siden af sin seng. "Måske", tænkte han i et milisekund, "er jeg alligevel ved at blive for gammel". Han rejste sig igen og kravlede ned under dynen, da fremtidens spøgelse åbenbarede sig for ham. Det var ikke et kønt syn. Det havde skikkelse af Elio de Angelis - den kønne romer, der havde mistet livet i flammerne på Paul Ricard i 1986. Forbrændt og sveden stod han nu foran Scrooge Ecclestone og pegede på ham med en kulsort finger.

Med et hvirvlede hele hotelværelset rundt i den arabiske nat og fremtiden nærmest overfaldt Scrooge Ecclestone. En hjemmeside tonede frem: Motorsportsåret 2100, stod der. Der stod intet om Formel 1. Der stod noget om Le Mans, om Monaco, om sportsvogne og om standardvogne. Men ikke noget om Formel 1. Scrooge Ecclestone tvang sig selv til at kigge på spøgelset af de Angelis. Endnu en gang hævede han sin svedne finger og pegede. En ny hjemmeside dukkede frem: Ecclestone død, stod der. For første gang nogensinde gik det op for Scrooge Ecclestone at han en gang skulle dø, at også han, på trods af hans enorme rigdom, en dag skulle væk. Han prøvede at læse datoen, men den var sløret. Men resten af teksten var læselig. Han fangede noget med 2017 og de lovede ændringer i reglerne som druknede i politik og snik-snak. Eccleston fejlede, stod der. Der stod noget om 2024 - året før 75 års jubilæet - men den sidste sæson. De to teams der stadig eksisterede ønskede ikke længere at stille med ti biler hver og VM var allerede blevet afgjort i maj, så til det allersidste løb havde der ikke rigtig været nogle tilskuere.

Scrooge Ecclestone sad igen på gulvet ved siden af sin seng. Han rettede på nathuen og kravlede træt op på madrassen. Det kunne ikke være rigtigt. Ikke noget af det. Han måtte have drømt. Selvfølgelig var det hele en drøm. Intet var sandt. Men en stemme i ham sagde alligevel noget sandt. "Du skal dø en gang". Den del var selvfølgelig sand. Han skulle dø, det skulle alle. Og hvad ville folk egentlig sige om ham. Normalt var Scrooge Ecclestone ret ligeglad med hvad folk sagde om ham. Men når han en gang var død, ville det da ikke gøre noget at han bare blev husket lidt, for noget godt.

Og med beslutningen om at regelændringerne for 2017 hellere måtte blive en succes, faldt han i fredfyldt søvn, og så faktisk en lille smule frem til en december uden racerløb.

Martin Møller-Thomsen