FIA WEC 19/11/15
|
|
er rejst til Bahrain for at vinde VM-trofæet til Porsche Der venter Michael Christensen og Richard Lietz en gyser af en sæsonafslutning, når finalen i FIA World Endurance Championship skydes i gang lørdag kl. 13:00 dansk tid på Formel 1-banen i Bahrain.
I ørkenstaten har den danske fabrikskører, sammen med sin østrigske teammakker, mulighed for vinde hele tre prestigefyldte VM-titler; henholdsvis teammesterskabet, konstruktørernes mesterskab samt kørernes individuelle mesterskab.
|
”Det er altid svært at spå om en racersæson, inden den er begyndt, men VM-titlen har været min målsætning fra årets begyndelse,” forklarer Michael Christensen.
(Foto: Porsche PR)
Og efter andenpladsen i debutløbet på Silverstone i foråret, har den lynhurtige dansk/østrigske kørerduo hentet sejre i GTLM Pro-klassen i afdelingerne i Tyskland, USA og senest Kina, hvilket har bragt dem og Porsche til tops i mesterskabet.
”Det har været et fantastisk år. Ud af syv afdelinger har vi vundet de tre og scoret en andenplads i en fjerde som det bedste, og i Bahrain har vi mulighed for at sikre os tre VM-titler. Men intet er afgjort endnu, og vi forventer et meget vanskeligt 6-timers løb og hård modstand fra vores konkurrenter, Aston Martin og Ferrari,” lyder det videre.
Inden lamperne slukkes til årets sidste VM-løb på den 5,4 kilometer lange Grand Prix bane, topper Porsche Team Manthey ranglisten i teammesterskabet, mens Porsche er blot fire point efter Ferrari i kampen om det eftertragtede konstruktørmesterskab. Sidst, men ikke mindst topper Richard Lietz kørernes individuelle pointstilling.
At Michael Christensen ikke også kan følge i Tom Kristensens fodspor, og vinde kørernes individuelle VM-titel i FIA WEC-serien skyldes, at den danske fabrikskører missede anden afdeling i Belgien, da Porsche havde kaldt danskeren til race i USA.
”Vi har ikke vundet endnu, men selvfølgelig ville jeg gerne have haft muligheden for at vinde kørernes individuelle verdensmesterskab sammen med Richard (Lietz, red.). Det sagt, så er jeg racerkører, og det er mit job, at køre motorløb dér, hvor min arbejdsgiver anviser. Og nu har jeg et hundrede procent fokus på opgaven, der venter os. Vi skal hjem fra Bahrain med tre VM-titler, og jeg vil gøre mit bedste for at sikre at både Porsche, men også min medkører, får succes,” slutter Michael Christensen, der aktuelt indtager andenpladsen i kørernes individuelle mesterskab.
(Foto: Porsche PR)
*Løbet starter lørdag kl. 13:00, og Eurosport viser den sidste time og præmieceremoni fra kl. 20:00.
Thomas Wulff
Læs mere om: Michael Klitgaard ChristensenSakhir21/11/15 - Sakhir - FIA WEC - FIA VM |