Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Løbet derpå

Formel 1 
29/10/15 

Optakt til Mexicos Grand Prix
Det er længe siden Formel 1 har været i Mexico. Men nu er cirkusset kommet tilbage til staden. Det er sidst på sæsonen og begge VM titler er fordelt, så det er lidt dagen derpå stemningen der følger med fra sidste weekend i Texas. Mercedes har vundet konstruktørernes titel, Hamilton kørernes. Kampen står nu om 2. pladsen.
 


Vettel i Ferrari - en af to der kæmper om sølvet
(Foto: Ferrari)

I kampen om sølvmedaljer i 2015 fører Vettel med sølle fire point foran Rosberg. Det er også her vi finder forklaringen på hvorfor VM 2015 hurtigt blev en lidt trist affære. Rosberg sidder i den samme bil som Hamilton. Mercedes er ganske suveæn og teamet har vundet 13 af de 16 løb der har været kørt. En sådan overlegenhed burde give sig udslag i teamets kørere var nr. 1 og 2 i VM. På en rigtig god (for fansene) sæson ville der endda være en intern kamp i teamet om VM titlen. Det har vi set i 80'erne hos både McLaren og Williams. Vi så det glimtvis i 2014, men ikke i 2015. Rosberg har ikke for alvor været i stand til at tage VM kampen om med Hamilton. Bevares, der har været dage hvor han præsterede bedre og vandt løbene. Men en trussel i VM blev han bare aldrig.

Af de 13 sejre Mercedes har vundet er det da også kun de tre der blev hentet af Rosberg - samme antal som Vettel har vundet. At Rosberg nu skal kæmpe for at blive nr. 2 i VM understreger hans problem. Der er ingen udsigt til nogen ændring - hvis Rosberg i sit hovede allerede føler sig som underlegen i forhold til Hamilton, kan han ikke vinde. Gary Anderson, der tidligere har været konstruktør for blandt anden Jordan, skrev i det engelske Autosport at næsten-sammenstødet i første sving i Texas var Rosbergs fejl. Anderson forholdt sig ikke til om Hamilton holdt sig inden for det rimelige eller reglerne. Det der optog Gary Anderson var årsagerne. Han havde to pointer - den ene var at Rosberg lavede en dårlig start, det har han gjort til en vane i år - og den anden var at Hamilton vidste at Rosberg ville gi' sig i duellen i første sving.

Specielt det sidste er problemet. Det med starterne er noget man kan arbejde med. Men Rosberg lader sig tryne på banen af Hamilton - i stedet for at gå ind i duellen trækker han sig. Hamilton ved at han vil trække sig og det udnytter han. Og det vil han blive ved med at udnytte. Det er der ikke noget galt i - det er præmissen i al sport - at spotte og udnytte sine modstanderes svagheder. Men Rosberg virker ikke til på samme vis at kende en svaghed hos Hamilton, ligesom han ikke virker til at kunne dæmme op for sin egen.

Jeg kan egentlig godt lide Rosberg, men både han og Mercedes må overveje om den nuværende situation er værd at beholde - og hvor længe. Det er efterhånden ganske tydeligt at Mercedes betragter Rosberg som nr. 2 i teamet - og de vil gerne beholde ham fordi han kan hive en masse point hjem. Men på sigt skal man have en ind, der kan afløse Hamilton som nr. 1 - og det vil i første omgang sige, en der kan tage kampen op med Hamilton. Måske ikke den første sæson, men på sigt. Mercedes har et par unge kørere i stalden, som dog lige skal modnes først - og indtil da vil Mercedes sikkert gerne beholde Rosberg. Det burde få Rosberg til at overveje om han skulle se sig om efter et andet team. Det vil dog kræve et sats - at forlade den bedste bil til fordel for noget der ikke er ligeså godt er et eller andet sted ulogisk - men det kan også være Rosbergs mest realistiske mulighed for at blive verdensmester.

Set udefra må Mercedes logik være at satse på Rosberg i de sidste tre løb, så han kan blive nr. 2 i VM - og det ser jo pænt ud i historiebøgerne at man fik både VM og andenpladsen. Men jeg er dog ikke så sikker på at det vil ske. Rosberg er måske blevet slået godt og grundigt af Hamilton, men han har ikke ligefrem hjulpet sin engelske holdkammerat - og Hamilton skylder ikke Rosberg noget, sådan som en verdensmester sommetider har lidt taknemmelighedsgæld til en solid og loyal 2. kører. Hvis Rosberg skal have sølvmedaljerne i år må han selv vinde dem!

Vettel har et forspring på sølle fire point - det antal man får for at blive nr. 8 i et Formel 1 løb. Det er stort det samme som ingenting. Men Vettel vil gerne være nr. 2 - og med den nye motoropdatering, som Ferrari introducerede i Texas, så lyder det som en mulighed. Trediepladsen vil være ganske godkendt, men andenpladsen er alligevel sjovere. Plus at et Ferrari sejre her mod slutningen vil markere at de kan betragtes som seriøste titeludfordrere i 2016.

Der har været kørt Formel 1 Mexico mange gange før. Fra 1963 til 1970 og igen fra '86 - '92. I første omgang forsvandt løbet fra kalender fordi de ikke kunne styre publikum på banen. De forcerede afspærringer og hegn og satte sig i banekanten og gloede på Formel 1 løb. I dag ville et løb aldrig blive kørt under de vilkår, men i 1970 var verden en anden! I 1986 vendte løbet tilbage og Gerhard Berger vandt sin egen og Benettons første sejr. Banen var en udmærket racerbanen, men kendt for at være ret ujævn. Det sidste sving var det mægtige Peraltada - et langstrakt 180 graders sving - nærmest en lang udgave at Monzas Parabolica. Dette sving eksisterer ikke mere - eller rettere halvdelen af det eksisterer! Andre steder er banen også rettet lidt ud i stedet for de mange lange sving den havde i gamle dage. Om det er godt eller skidt får vi at se på søndag.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Autódromo Hermanos Rodríguez
  • 01/11/15 - Autódromo Hermanos Rodríguez - Formel 1
  •