Mikkel Overgaard Pedersen debuterer i denne weekend i Porsche Super Cuppen, den Nicki Thiim vandt for et par år siden. Eftersom det er første optræden i denne serie, gik træningen rimelig.
Mikkel Overgaard Pedersen har gjort det godt i de Porscher han har kørt i. Nu har han fået chancen for at vise sit værd i Porsche Super Cuppen der følger Formel 1 feltet rundt på de fleste af banerne. I denne weekend er man med i USA på Circuit of The Americas.
I den frie træning blev han godt nok kun nummer 19 ud af 30 kørere, men han var 9 pladser bedre end teamkollegaen i Land Motorsport. Med til historien hører også at træningen ligesom den 1. fri træning i Formel 1, blev kørt under temmelig våde forhold. Ydermere er det første gang at Mikkel O. Pedersen kører på banen.
Kvalifikationen til lørdagens løb afvikles kl. 16,30 europæisk tid. Og husk at weekendens to løb i serien, kan ses på Eurosport.