Hamilton på vej mod endnu en sejr - tror vi!
(Foto: Daimler)

Året var 1982 og Ferrari køreren i Renault var René Arnoux (prøv at sige det tre gange hurtigt - René Arnoux i Renault!), der den kommende sæson fik sit bedste år nogensinde - i en alder af 35 i øvrigt. De to andre Ferrari kørere på podiet, dem der faktisk kørte i bilerne, var begge erstatninger. Patrick Tambay, på 33, havde erstattet Gilles Villeneuve, der jo blev dræbt i Belgien. Tambay blev nr. 2 foran kollegaen Mario Andretti. Andretti var 42 og var fløjet fra USA for at erstatte den hårdt kvæstede Didier Pironi. Andretti kunne ikke sige nej til en sidste tur i en F1 racer, en Ferrari på Monza - og han fejrede sin flygtige tilbagekomst med en pole og en 3. plads.

Nu er der mange ting man ikke behøver at kopiere fra 1982. To Ferrari kørere ukampdygtige i den samme sæson er for eksempel ikke noget der bør gentages. Men den uforudsigelighed der var, kan savnes. Når løbet startede havde man som tilskuer ingen anelse om hvem der ville vinde. Året 1982 er ikke valgt helt tilfældigt, for det er nok det år, hvor uforudsigeligheden var størst. Kort havde man en gruppe biler med turbo, der var hurtige, men ustabile. Så havde man en gruppe med Ford Cosworth, knapt så hurtige, men noget mere stabile. Det gav en god blanding - og en måske lidt forvirrende sæson.

Tilbage til 2015. Der vinder den bedste bil - altid. Det er ikke fordi reglerne er lavet om, eller naturlovene er blevet ændret. Men simpelthen fordi vi er blevet teknisk dygtigere. I 1982 famlede man i blinde efter den bedste motor og sådan set også efter den bedste bil. I dag har man yderligere 33 års erfaringer at trække på - man ved hvad man gør. Viden er svær at ignorere, det ville også være latterligt at forsøge. I dag vinder den bedste bil hver gang, fordi den holder. For 33 år siden var det ikke sikkert den vandt - den kunne risikere at udgå på en eller anden måde. Og sådan set var det heller ikke entydigt hvilken bil der var bedst. Det afhang af banen og tildels vejret. I dag er styrkeforholdet ensartet fra løb til løb. Delvist fordi Thielke har lavet alle banerne, men primært fordi man er blevet dygtigere.

Pointen er, at Formel 1 skal sættes fri. Ingeniørerne skal derud hvor de ikke ved om de kan bunde. I dag er der så mange restriktioner at man kender vandstanden flere år ud i fremtiden. Formel 1 skal derhen hvor de ikke ved noget. De skal syngen nogle nye sange.

Men det sker nok ikke på søndag. På søndag vil Mercedes igen dominerer, måske let presset af Ferrari - og måske endda Ferrari kan hente en sejr. Men uanset hvad, så er det Mercedes der har hovedrollen. Eller rettere - det er Hamilton. Han har i denne sæson grundigt sat Rosberg på plads. Som tingene ser ud lige nu, er der ikke megen fremtid for Rosberg hos Mercedes, han er havnet i rollen som andenkører - godt betalt, men hans rolle er blevet defineret. Problemet for ham, er at der ikke er nogen oplagte steder at flygte hen, hverken næste år, eller året efter. Ikke som tingene ser ud nu.

For resten af feltet drejer det sig dybest set om at være næstbedst. Williams har haft et formdyk, mens Ferrari er gået den anden vej. Force India har gjort det godt på det sidste, Hülkenberg har forlænget og Perez forventes at gøre det samme. De virker harmoniske og kan måske overraske positivt, ligesom i Belgien, hvor Perez var med helt fremme i starten af løbet.

Lotus fik en podieplads i Belgien, den første i flere evigheder - og måske den sidste. Lotus navnet ser ud til endnu en gang at være på vej ud af Formel 1 - nu ikke som konsekvens af en langsommelig og tåkrummende død, men som konsekvens af at Renault er ved at købe teamet tilbage. Solgt og købt er det blevet mange gange - i 1982 hed det i Toleman og havde Derek Warwick og Teo Fabi i bilerne. Grosjean ventes at fortsætte, mens det er mere usikkert om Maldonados oliepenge er nok til at holde ham i teamet. Men snakken og aftalerne påvirker - og en gentagelse af trediepladsen fra Spa virker usandsynlig.

Så er der McLaren. De er jo altid sjove at skrive om. Så megen elendighed og så få lyspunkter. Der er snak om kørerenes alder. I forhold til top 3 i 1982 er de jo ikke gamle, men ok - Mario Andretti med sine 40+ var ikke et almindeligt syn i Formel 1. Men de andre to var 34 og 33. Dengang en meget normal alder. I dag bliver der nogle steder snakket om at Alonso og Button er gamle. Det er noget vrøvl. De er blot ældre end de fleste andre - og det er ikke det samme.

Men det ændrer ikke på at bilen og motoren ikke fungerer og udviklingen virker ikke helt så effektivt, som nogle kunne ønske. At de to stadig smiler og til tider ser ud som om livet er sjovt, er egentlig ret imponerende - måske appellerer det absurde i det hele til deres humoristiske sans. For sjovt kan det ikke være, som tidligere verdensmester at trille om kap med en Manor-Marussia fra sidste år!

Så sangen er nok den samme på søndag. I Formel 1 er det den engelsk-tyske, i giro 413, hvis man ellers kan finde ud af hvor det er blevet gemt hen - er det sikkert stadig Bo Bendixen og hans sang til lillemor på deres bryllupsdag...

Martin Møller-Thomsen