Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Femte sejr i træk for Christian Jensen?

Rally 
05/08/15 

Tvilum Rallyshow i Fårvang er et løb, som har givet stor succes for Peugeot Total Dealer Team DK i almindelighed og Christian Jensen i særdeleshed. De sidste fire udgaver af løbet er alle endt med finalesejre for rallykøreren fra Ans, og hvis han på fredag gentager sidste års førsteplads bag rattet af sin Peugeot 208 T16, vil han skrive et stykke historie. Så vil han nemlig blive den første til at tage fem sejre i træk.
 

”Det vil være dejligt med en ny sejr og sådan en rekord, men det tegner også til at være et meget stærkt felt i år,” siger Christian Jensen. ”Men når det så er sagt, så skal der ikke være nogen tvivl om, at jeg ikke kommer til Fårvang for bare at blive nummer to.”


På fredag kan Christian Jensen skrive sig ind i historien med en ny sejr i Tvilum Rallyshow
(Foto: rallypics.dk)

I den 4WD-division, hvor Christian Jensens Peugeot 208 T16 hører hjemme, er der bl.a. tilmeldt yderligere tre kørere bag rattet af rallybiler, som er opbygget efter det samme R5-reglement, ligesom Esben Hegelund møder op med sin WRC-rallybil.

”Esben bliver ikke nem at slå på sådan en hastighedsprøve, for hans Ford Fiesta er en vinderbil, og Esben har også vist gode takter ved det seneste DM-løb,” siger Christian Jensen. ”Men vi kører altså vores chance, for i sådan et løb kan der ske alt muligt.”

”Men det er vigtigt, at vi er tændt fra start, for de andre kørere bliver også svære at slå. Ib Kragh har revanche til gode i sin Citroën og er sulten for at komme til at vinde, og så er der Kristian Poulsen og Erik Wevers i den nye Skoda. Uanset hvad, er en ting sikkert. De skal ikke komme sovende til det.”

Christian Jensen peger også på Brian Madsen som en farlig rival. Den tidligere vinder af løbet stiller nemlig op i en Peugeot 306 Maxi, der er særdeles velegnet til hastighedsprøven. Også Peugeot Total Dealer Team DK’s anden kører, Kim Madsen, har valgt en klassisk Maxi-version med løvelogo på fronten til sin deltagelse i Tvilum Rallyshow.

”En uge efter løbet i Fårvang skal vi køre et vigtigt DM-løb på Sjælland, og jeg har besluttet mig for at spare min Peugeot 208 R2,” fortæller Kim Madsen om sit valg.


Kim Madsen sparer sin Peugeot 208 R2, men stiller alligevel til start for at maksimere sine DM-chancer
(Foto: rallypics.dk)

”Vi har brugt en del af sommerferien på at få udbedret en skade fra det forrige DM-løb, og da rallysprintbanen i Fårvang er kendt for være omkranset af betonklodser, vælger jeg at spare bilen. Det ville ikke være sjovt for hverken mig selv eller mine trofaste mekanikere at skulle bruge hele den efterfølgende uge på at skrue for at blive klar til DM3.”

At Kim Madsen så har valgt at deltage i Tvilum Rallyshow, hænger også sammen med hans ønske om at være optimalt forberedt til den kommende afdeling af Danmarksmesterskabet, som han og Anja Posorski fører.

”Det gælder for mig om at komme i gang igen efter sommerferien og få noget fart i kroppen igen,” siger Kim Madsen. ”Jeg starter i en Peugeot 106 Maxi, som jeg en gang tidligere har deltaget med i et Yokohama-mesterskabsløb.”

Peugeot Total Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Kim Madsen
  • Fårvang
  • 07/08/15 - Fårvang - Rally
  •