Til nu har de nyeste biler i historisk motorsport skullet være fra før 31. december 1985, men nu får biler fra næste femårsperiode mulighed for at være med. Og det kan både være biler, der kun bruges til almindelig kørsel på vej samt biler indrettet til decideret motorsportsbrug. Blandt biler, der kan få deres debut i historisk motorsport, er Lancia Delta HF, Ford Sierra Cosworth, BMW M3, Toyota Celica Turbo GT4, Mitsubishi Galant VR-4, Mazda 323 4WD, Toyota Supra 3.0 og andre i den periode; biler der fortsat kører på de danske veje.
"Vi åbner fire nye klasser, to for rene standardbiler og gadebiler samt to for tunede biler som eksisterende danske rallybiler," fortæller event organizer Søren Duun fra Munkebjerg Hillclimb.
Helt almindelige gadebiler fra perioden 1986-1990 som denne Toyota Celica Turbo GT4 kan nu deltage i Munkebjerg Hillclimb
I de to klasser for standardbiler kan man deltage som debutant i motorsport, hvis blot man har været på gratis kursus, som afholdes lørdag 8. august i Vejle. Er man allerede deltager i motorsport, kan man deltage på R3 licens, altså en klubrallylicens. B-klassen kræver R2 licens eller B-licens.
"Der er mange spændende biler i perioden 1986-1990, både gadebiler og rallybiler, så vi håber at se nye deltagere i Munkebjerg Hillclimb," slutter Søren Duun.
BMW M3 vil både i rallytrim og som gadebil være et hit til hillclimb. Arrangørerne af Munkebjerg Hillclimb forventer at se flere biler af denne model til løbet i august.
I Munkebjerg Hillclimb, som køres på Danmarks eneste ægte bjergvej fra Vejle Fjord op til Munkebjerg Hotel, deltager op til 100 biler, hvor de ældste er op til 90 år gamle.
Man kan se mere om løbet på munkebjerghillclimb.dk og tilmelde sig på hms.dk.
Om Munkebjerg Hillclimb
Munkebjerg Hillclimb er et ægte hastighedsløb. Bilerne starter med et minuts mellemrum på sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål ved Munkebjerg Hotel. Man kører ruten fem gange, to gange træning og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,6 kilometer med en række krævende sving.
Der er gratis adgang for publikum. Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved Munkebjerg Hotel. Der køres hele dagen fra kl. 9-17.
sådan kan helt nye udøvere komme ud at deltage med en standardbil i Hillclimb:
Bilentusiaster med helt umodificerede gadebiler kan deltage i Munkbjerg Hillclimb. Hvad skal der til? Man tilmelder sig kursus lørdag og løb søndag. Man medbringer styrthjelm og 2 kg fastmonteret brandslukker. Den må gerne være monteret i bagagerummet. Man skal også have forbindingskasse og advarselstrekant. Deltager man i åben bil, skal hjelmen være lukket. Bilen skal som minimum have almindelig trepunktssele. Det er alt. Så er man med.
De fire nye klasser i Munkebjerg Hillclimb i perioden 1986-1990
A-klasse for Standard Touring (T)
A-klasse for Standard Grand Touring (GT)
B-klasse for Competition Touring (TC)
B-klasse for Competition Grand Touring (GTC)
Eftersom ingen biler fra den periode har historisk vognbog endnu, skal bilerne blot have rallyvognbog. Og mindre kan endda gøre det.
I A-klasserne kræves en vognbog gruppe "Standard original", gruppe SRB eller sågar blot en endagsvognbog for biler, der aldrig har været brugt til motorsport. Således vil en gadebil kunne komme til start uden videre modifikation eller forberedelse.
I B-klasserne kan man deltage med vognbog tilhørende alle øvrige rallygrupper (KRB, E, DK, osv.)
Om historiske perioder
I historisk motorsport inddeler den internationale bilistorganisation FIA (Federation Internationale de l'Automobile) bilerne i perioder, så man som deltager konkurrerer med biler i samme tidsrum. Her er de historiske perioder, som bestemt af FIA:
A) Før 1905
B) 1905-1918
C) 1919-1930
D) 1931-1946
E) 1947-1961
F: 1962-1965
G1: 1966-1969
G2: 1970-1971
H1: 1972-1975
H2: 1976-1976
I: 1977-1981
J1: 1982-1985
J2: 1986-1990
Munkebjerg Hillclimb
munkebjerghillclimb.dk
Michael Eisenberg Læs mere om: 09/08/15 - Munkebjerg - Hill Climb |