Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

1600 Challenge

Positiv afslutning inden sommerferien

1600 Challenge 
15/07/15 

Det blev en positiv afslutning inden sommerferien for Jens Jensen i Yokohama 1600 Challenge.
Teamet med den blå Peugeot 106 Rallye havde ved Åbningsløbet god fart i bilen, men en våd kvalifikation gav en vanskelig startplacering til heat 1, som teamet først for alvor overvandt i heat 2.
 

Der kom dog en masse gode point på kontoen, så derfor var teamet meget fortrøstningfuld forud for den 2. afdeling på Padborg Park i starten af juni.

Her skulle feltet for første gang siden 2011 køre med, den blandt nogle kørere, frygtede chikane. Den unge kører havde dog den fordel at have kørt rigtig mange omgange igennem chikanen i tidligere sæsoner, så han fandt hurtigt tilbage i sporet.

Der blev dog givet rigtig meget gas forrest i feltet, og det kombineret med en oliespild i et af svingene, betød kun 21. bedste tid ud af de 24 kørere.


(Foto: CNPhoto.dk)

I kvalifikationen havde teamet lavet lidt småjusteringer for at finde mere fart, og tiderne så da også positive ud. Specielt på allersidste omgang i kvalifikationen, hvor Jens med nogle rigtig gode tider i både sektor 1 og sektor 2 var på vej mod en kraftig forbedring af tiden på op imod 1½ sekund. Uheldigvis fik en bagvedkørende konkurrent bremsesving for enden af langsiden og bragede derfor ind i siden på den blå Peugeot 106 Rallye med nummer 86 i ruden. Heldigvis skete der ikke noget med nogen af kørerne, men begge biler havde ret store skader.

Begge hold måtte derfor på overarbejde lørdag aften, men var begge klar til dagen efter. Det lykkedes Jens bl.a. med hjælp fra Kasper Nybo at få bilen i rimelig køreklar stand til søndagens 2 løb, og så var det ellers bare at se hvad 18. startposition kunne række til, med en formentlig ikke helt optimal bil.

Første omgang forløb rimeligt, og Jens undgik med nød og næppe et sammenstød blandt nogle forankørende. Det kostede dog et par placeringer som senere i løbet blev vundet tilbage – og endda med et avancement op på 17. pladsen, hvilket også var startplaceringen til løb 2.

Her var første omgang tilgengæld ikke noget at skrive hjem om. Flere placeringer blev tabt, og da der så kort tid efter kom safety car, var der begrænsede muligheder for at genvinde det tabte. Men alligevel fik han bilen med over målstregen på 19. pladsen, og derved endnu engang i pointene. Det havde ellers set sort ud lørdag eftermiddag efter påkørslen, hvor baghjulet pegede i en helt forkert retning. Heldigvis kom bilen i god nok stand til søndagens løb, så weekenden ikke blev helt spildt, på trods af at den var meget pointfattig.


(Foto: CNPhoto.dk)

De 14 dage mellem Padborg Park og 3. afdeling på Ring Djursland skulle derfor bruges på at få bilen mekanisk 100 % klar og tilbage til normalen.

Træningen startede lørdag morgen, og den skulle vise sig at blive meget kort for Jens Jensen. Allerede på første omgang måtte han trille til side uden fremdrift på bilen. Et hurtigt kig ned i motorrummet afslørede dog problemet – trækakslen sad ikke længere der hvor den skulle. En bolt til motorophænget havde forladt skuden, så da der blev givet gas ude på banen, vred det så meget at trækakslen faldt fra hinanden. Hvor bolten var henne var lidt af et mysterium, men måske var den rystet løs på grund af de mange ture gennem chikanen på Padborg Park – eller måske på grund af sammenstødet i kvalifikationen. Der havde dog ikke været tegn på nogle problemer der, så det kom som en overraskelse for teamet, da det pludselig skete

Heldigvis blev bilen repareret forud for kvalifikationen, men den manglende tid på banen kunne godt aflæses på Jens’s tider. Alligevel rakte rutinen til 14. startplacering ud af de 18 kørere. Med mindre end 1 sekund til top 8, var det en klar godkendt kvalifikation.


(Foto: CNPhoto.dk)

Senere lørdag eftermiddag skulle heat 1 køres. Det blev til en regulær møgstart for køreren med nummer 86 i sideruden, hvor han efter 1. sving lå allersidst. Men de 16 omgang blev brugt til at køre sig op gennem feltet, hvor det blev til flere flotte overhalinger og tætte dueller med konkurrenterne. Derved kunne målstregen passeres på samme placering som udgangspunktet – 14’er.

Søndag formiddag blev heat 2 sat i gang. Her blev starten for den unge kører nogenlunde ligeså ringe som i heat 1, men på grund af en del tumult længere fremme i feltet, lykkedes det alligevel at fuldføre første omgang på 15. pladsen.

Placeringer bølgede dog frem og tilbage nogle gange, og ved hjælp af nogle gode overhalinger lykkedes det at køre i mål på 14. pladsen.

Så weekendens tal var helt klar 14 – placeringen i både kvalifikationen samt begge heats.

Nu står den på sommerpause, og lidt smukkesering af den blå Peugeot 106 Rallye, som har fået lidt småbuler i forårssæsonen. Men det er teamet allerede i gang med at udbedre, så den bliver pæn igen forud for efterårssæsonen.


(Foto: CNPhoto.dk)

Jens Jensen indtager en aktuel 16. plads i DIF Danmarksmesterskabet, hvilket slet ikke er tilfredsstillende for teamet. Derfor bliver bilen også gået igennem fra ende til anden for at se om der ikke kan findes lidt mere fart. Men alt i alt en positiv afslutning på foråret, hvor der blev vist god fart fra bilen – når ellers konkurrenterne eller teknikken ikke drillede.

Næste løb køres på Ring Djursland 15.-16. August, hvor efterårsæsonen genoptages sammen med bl.a. DTC, og derved kommer der også live-tv fra Yokohama 1600 Challenge’s 2. løb.

Jensen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Jens Jensen
  • Ring Djursland
  • 21/06/15 - Ring Djursland - 1600 Challenge
  •