Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rotax

RS Competition halvvejs i tysk mesterskab til hedebølge i Oppenrod

Rotax 
11/07/15 

Kalenderen har længe sagt sommer, men i første juli weekend brændte solen for alvor igennem og sørgede for hedebølge i Tyskland, hvor RS Competition var i dobbeltaktion. På Lausitzring i Østtyskland kørte teamet fjerde afdeling af ADAC Formel 4 mesterskabet, mens gokartafdelingen havde taget turen til Oppenrod nord for Frankfurt. Til begge løb var det ikke kun en kamp om point og pokaler, men også en kamp mod varmen.
 

I Rotax Mini var alt ved det gamle. Denne gang var danske Franz Flygenring med som rådgiver i klassen. Med to dygtige chauffører kunne han læne sig tilbage, og lade Mads Riis og Tim Tramnitz gøre det hårde arbejde. Tramnitz sørgede endnu engang for Pole Position, mens Riis i prefinale og finale slog igen og henviste Tramnitz til andenpladsen. Til forskel fra de forrige løb var Mini feltet denne gang mere samlet, så noget tyder på skærpet konkurrence til de unge RS kørere i anden halvdel af sæsonen.

Hos Juniorerne var Andreas Estner blandt de aller hurtigste med sin Tony Kart Racer 401 til fredagen og lørdagens træning. Banen forbedrede sig markant til søndagens løb, og både kart og kørestil skulle tilpasses de anderledes forhold. Estner fandt aldrig helt tilbage i sporet i søndagens varme, men en tredjeplads i både prefinale og finale var trods alt en klar forbedring fra tidtagningens 8. plads. Sebastian Estner befandt sig hele tiden lige uden for top 10, men i finalen leverede han løbets bedste resultat og nåede lige akkurat op på 10. pladsen. Dennis Siemens var endnu engang uheldig, og fik aldrig sine evner frem i lyset, da han i et uheld slog hånden og fik forbud mod at køre finalen.

Bedst i tidtagningen hos teamets Rotax Seniorer var sidste års Junior tysk mester, John Kevin Grams, på tredjepladsen. Dernæst fulgte Niklas Bendfeldt og Dorian Heinrich på 9. og 11. pladsen. Pascal Drewing tabte sin undertryksslange, hvorfor han måtte starte begge sine indledende heats bagerst i feltet. Efter heatene var Drewing tilbage på en 16. plads, men Grams havde tabt en enkelt placering. Men i prefinalen bakkede han pga. et sammenstød, og Grams sluttede finalen på 14. pladsen. Til gengæld avancerede Drewing bemærkelsesværdigt og til finalen kæmpede han sig tilbage til en 7. plads med rigtig hurtige omgangstider. Heinrich og Bendfeldt havde ligesom Estner svært ved at tilpasse sig søndagens baneforhold, og de sluttede finalen som nummer 13 og 18.

Som ved sidste løb fik Schirmer ikke en helt problemfri begyndelse af weekenden. Men kun lommeuld kommer af sig selv, og før succes kommer arbejde. Med fokus rettet mod prefinale og finale kæmpede Schirmer og mekaniker derfor ihærdigt for at finde den fejl, der gentagne gange fik hans motor til at sætte ud. Og det hårde arbejde blev belønnet, da det i prefinale og finale lykkedes for Schirmer at køre sig til en tredje- og andenplads i det tyske. Han kunne således udbygge sin mesterskabsføring på nu 18 point og glæde sig over endnu flere vigtige point.

Næste løb for RS Competition bliver Rotax Euro Challenge i Wackersdorf i slutningen af juli, hvor teamet stiller til start med syv kørere fordelt på tre klasser.

RS Competition
Jannie Johansen


Læs mere om:
  • RS Competition/K-Tech
  •