Sejren i det afsluttende løb var kulminationen på en opadgående formkurve gennem hele weekenden.
Henrik Lundgaard kom på Ring Djursland tilbage i vindernes rækker. (Foto: Morten Alstrup)
Henrik Lundgaard var sluttet som firer i Super Pole-konkurrencen. Han kørte sig en plads op til en tredjeplads i første heat, blev toer i næste heat, inden han gjorde det en tand bedre i det afsluttende løb. Her førte den tidligere Europamester i rally fra start, men ret hurtigt blev han presset af Johan Jokinen, København, som på femte omgang gik i front, inden han dog måtte køre i pit for at afsone en stop-and-go-straf for tyvstart.
Henrik Lundgaard kom herefter atter tilbage på førstepladsen, og selv om han også skulle i pit for at afvikle det obligatoriske dækskifte, der er en del af afviklingsformatet i Danish Supertourisme Turbo, betød hans sene pitstop, at han kunne genoptage løbet på førstepladsen – en førsteplads, som han holdt til mål.
En kører, som leverede et godt avancement i finalen, var Mikkel Mac, Helsingør, som fra en syvendeplads på første omgang kørte sig frem gennem rækkerne og sluttede som toer lige foran Michael Outzen, Odense, der dog kunne udbygge sin føring i mesterskabet.
Ole Petersen (th) var også en af sejrsherrerne i Danish Supertourisme Turbo. (Foto: Morten Alstrup)
Udover finalerunden blev der også kørt to indledende heats i Danish Supertourisme Turbo. Her førte Kevin Rossel, Vejle, det første, men måtte overlade føringen til Frederik Mortensen, Fredensborg, som holdt den til mål, mens Ole Petersen, Bredebro, førte andet heat fra start til mål.
Næste løbsarrangement på Ring Djursland bliver banen 50-års jubilæumsløb den 15.-16. august, hvor hovedattraktionen bliver AutoMester Danish Thundersport Championship.
Fonden Ring Djurslands Motorsport
Læs mere om: Ring Djursland21/06/15 - Ring Djursland - Danish Supertourisme Turbo |