Spændende fordi det er en udfordrende bane, det var et meget varieret vejrlig, med en del regn, og med oliesplid på banen, så var det særdeles spændende at køre rundt derude. På trods af vanskelige baneforhold, og på trods af et felt på næsten 30 biler, så blev det kun til ganske få og mindre skader, så det var flot kørsel af samtlige deltagere.
Det var også spændende at opleve den Norske måde at arrangere motorløb på, der afviger meget fra den danske. Man tager alting lidt mere afslappet i Norge, hvilket umiddelbart lyder positivt, men det betyder desværre også, at tidsplaner, regler og aftaler sommetider ikke er helt klare. Et eksempel er ind og udkørsel fra pit-garagerne, her nåede reglerne at ændre sig 3 gange i løbet af 2 timer. Desværre lykkedes det også for de Norske arrangører at lave en procedurefejl i forbindelse med en straf til en af SuperCup deltagerne; der var stor usikkerhed og tvivl om hvordan startopstilling skulle være til specielt heat 2, og om hvordan NEZ mesterskabet skulle afvikles, men det lykkedes at få det hele på plads trods alt, og dette ikke mindst fordi samarbejdet med de lokale officials kørte rigtig godt og professionelt.
Alt i alt var det dermed en meget positiv oplevelse at køre på banen for stort set alle. Udtryk som ”det er en fed bane”, ”hold kæft det er sjovt” osv kom fra flere af kørerne, og specielt om søndagen hvor vejret viste sig fra den rigtig fine side var det en flot oplevelse bare at være på banen.
Yokohama SuperCup feltet på vej op af bakken efter Angstkurven (Foto: Keld Dohm)
Rent sportsligt gik det rigtig godt for stort set alle deltagere. Lasse Sørensen var spået en hovedrolle i netop Norge, og han kvitterede med en heatsejr i heat 1, en 4. plads i heat 2. I heat 3 kørte Lasse over målstregen som 2’er, men den efterfølgende vægtkontrol viste at bilen vejede mindre end det af teamet opgivne, og dermed fik Lasse en straf der pointmæssigt sendte ham ned på sidstepladsen i heatet. Mikkel B. Johnsen måtte nøjes med en 7. plads i heat 1, men han havde fart i Poloen, og fra en startposition som 2’er i heat 2 tog han en heatsejr, et heat der for øvrigt var præget af et stort oliespild, og deraf følgende safetycar. Til træningen søndag formiddag fik Mikkel desværre en defekt i oliepumpen, og så måtte mekanikkerne på hårdt arbejde. Det lykkedes at få bilen gjort klar, men ikke helt tidsnok til at komme med i starten til heat 3, så Mikkel måtte starte fra pitten, og dermed uden mulighed for at blande sig i toppen. Jakob Borum har en gammel med ganske hurtig Honda Integra, og den blev udnyttet fuldt ud til heat 3 om søndagen. Jakob havde haft det svært med en 4. og en 6. plads i regnen om lørdagen, men med en startposition som 3’er og en god start, så kørte Jakob en flot heatsejr hjem i heat 3, et heat der for øvrigt blev kørt i flot solskin.
De 3 heatsejre blev dermed fordelt mellem 3 forskellige bilmærker, men weekendens 2 største point-slugere var interessant nok ikke nogen af de 3, det var nemlig Kim Lund Johansen og Nicki Kristensen, begge i Seat. Kim tog to andenpladser, og en tredjeplads, hvor Nicki tog to tredjepladser og en andenplads. Kim og Nicki kan samtidig glæde sig over at de blev henholdsvis 2’er og 3’er i NEZ mesterskabet, kun overgået af Norske Per Støldal. Et stort tillykke til dem begge.
Der er med andre ord rigtig mange i Yokohama SuperCup der kan være med i toppen af feltet, og det betyder at der fortsat er tæt kamp om topplaceringerne, og det forventes der at ville være hele sæsonen igennem.
Kim Lund Johansen var med 64 point weekendens pointmæssige topscorer, tæt fulgt af Nicki Kristensen med 62 point (Foto: Keld Dohm)
Allerede den førstkommende weekend skal Yokohama SuperCup i aktion igen, nemlig den 6.-7. juni på Padborg. Her forventes feltet igen at være over de 15 biler, så kom ned til det sydjyske og se noget god ræs.
Yokohama SuperCup www.supercup.dk
Keld O. Dohm
Keld O. Dohm
Læs mere om: Rudskogen Motorsenter31/05/15 - Rudskogen Motorsenter - SuperCup |