Blancpain GT Endurance Series 28/05/15
|
|
Nicolai Sylvest viste ikke blot sit talent, men også sin super speed, da han i weekenden var til start i anden afdeling af Blancpain Endurance GT Series, som blev kørt på den britiske Formel 1-bane Silverstone. Han var i den grad med til at sætte tempoet i den Mercedes SLS AMG, som han kører for Team Astana by Rowe sammen med dels hollænderen Indy Dontje, dels DTM-køreren og F1-testeren Daniel Juncadella. |
”Jeg havde rigtig god speed straks fra jeg overtog bilen fra Indy, og fik en rigtig god afslutning på løbet,” siger Nicolai Sylvest. I sit stint i den afsluttende del af det tre timer lange løb kørte han trioens Mercedes SLS AMG op bag bagkofanger af søsterbilen, som havde fået en bedre start.
Nicolai Sylvest med sin Mercedes før løbet på Silverstone (Foto: Sylvest Motorsport)
”Indenfor den sidste halve time hentede jeg meget. Vi var 20 sekunder bagefter vores søsterbil, og det hul fik jeg lukket, og så gjaldt det bare om, at vi i teamet fik en god finish, så jeg blev bag søsterbilen, så vi sluttede som nummer 10 og 11.”
For det unge Team Danmark-talent var det første gang, at han skulle prøve kræfter med den legendariske Silverstone-bane, som for første gang lagde asfalt til et Formel 1 Grand Prix i 1950.
”Jeg havde aldrig kørt på denne bane før, og den hører absolut ikke til en af de letteste baner at køre på, og for at det ikke skal være løgn, var der hele 62 biler til start,” siger den 17-årige nordsjællænder. Han lærte banen under to træninger inden tidtagningen, hvor han ligesom sine to teamkammerater fik 15 minutter i bilen.
”Da jeg kørte ud af pitten, begyndte det at småregne, og allerede på første omgang var der en konkurrent, som kørte ind i barrieren, så der blev rødt flag. Jeg fik kun to omgange på kolde dæk med noget fedtet underlag og med rigtig megen trafik, så jeg valgte at køre på det sikre og kunne aflevere en hel bil til mine to kolleger Indy Dontje og Daniel Juncadella. Da jeg overlod bilen til dem, var regnen så småt hørt op, og de havde alle muligheder for at sætte bedre tider.”
Trioen fra Team Astana by Rowe kvalificerede sig som nummer 15 i det 62 bils store felt, og da Indy Dontje overlod bilen i løbet til Nicolai Sylvest, lå den på en 11. plads.
”Da jeg kom i bilen, lå jeg 20 sekunder efter vores søsterbil,” fortæller den unge nordsjællænder, ”og jeg satte mig bare for at indhente det, vi var bagefter.”
Som sagt, så gjort. Nicolai Sylvest gav den gas. Hans omgangstider var lige så hurtige som dem Daniel Juncadella præsterede, og på en af de tre sektorer, som Silverstone-banen er opdelt i, var han hurtigste mand i Mercedesen. Han nåede derfor op til søsterbilen, og her blev han løbet ud.
TV-mandskabet fangede Nicolai Sylvest under autografskrivningen før løbet (Foto: Sylvest Motorsport)
”Det var et rigtig godt resultat. Ikke blot for mig, men for hele teamet og de var da også super glade og vi fik rigtig meget ros efterfølgende, da vi sluttede med det gode resultat som nummer 10 og 11 i et felt på 62 biler. Ligesom sidste løb var vi igen bedste Mercedes-team,” siger Nicolai Sylvest, der kører næste runde af Blancpain Endurance GT Series den 20.-21. juni på Paul Ricard i Sydfrankrig. ”Jeg kan næsten ikke vente, for jeg føler virkelig, at jeg bliver mere og mere fortrolig med det hele.”
Sylvest Motorsport
Jesper Sylvest
Læs mere om: Nicolai SylvestSylvest MotorsportSilverstone24/05/15 - Silverstone - Blancpain GT Endurance Series |