Det var faktisk på Catalunya at jeg har fået de ringeste pølser nogensinde. Dejlig fristende så de ud, da de lå på grillen og sydede. Men efter et bid og erkendelsen af at “stivelse” og “god pølse” er to begreber der er tæt forbundne kiggede jeg skuffet på den halvflydende substans der var inden i. Dagen efter tog jeg madpakke med.

Catalunya har været en fast bestanddel af Formel 1 siden de tidlige 90’ere. Uden rigtigt nogensinde at blive uundværlig. Der er andre steder man vil savne - England, Monaco, Monza - som nu bliver truet på livet af F1’s svar på Onkel Joakim, den evigt griske Bernie Scrooge Ecclestone - eller Spa, eller endda Tyskland - nå, nej - Tyskland er forsvundet. Spanien har en lang Formel 1 tradition, løbene har været kørt på Catalunya, Montjuic - begge i Barcelona, eller på Jarama og Jerez. Ingen af dem er nogensinde blevet rigtige klassikere.

Ferrari prøver at overtage tronen
(Foto: Ferrari)

Spanien er et af de lande der bør være i kalenderen - ligesom Frankrig og Tyskland! - men uden at det af den grund er et af højdepunkterne. Til gengæld er det starten på den europæiske sæson, og så ved man at sommeren nærmer sig.

I gamle dage startede sæsonen først for alvor i Europa - dels fordi det typisk var det andet eller tredie løb, dels fordi mange teams faktisk først havde nye biler klar til det første europæiske løb. Sådan er det ikke mere, bilerne er klar fra sæsonens start og løbet er nr. 5 i sæsonen, så alvoren er forlængst sat ind.

I front for feltet finder vi Mercedes. Med tre sejre i fire løb virker det overlegent, men Ferrari presser på. Lidt mere end det så ud til før sæsonen startede. Vettel er landet hos sin nye arbejdsgiver i løbetempo, mens Raikkonen er vågnet af 2014 dvalen, der omsluttede ham og truede med at fortære ham.

For Mercedes er problemet at når de nu bliver pressede, bliver der mindre til deling - og Hamilton virker ikke som om han vil dele noget som helst. Ikke at der er noget galt i det, men Rosberg ligner allerede en frustreret mand. Hvis ikke han på en eller anden måde snart viser at han kan tage kampen op mod den regerende mester, bliver frustrationerne nok ikke mindre.

Hos Ferrari har man to kørere, der begge er sultne. Vettel viste ikke meget sidste år, men i år hvor bilen har potentiale, og duften af sejre har ramt hans næsebor, er han ved at finde sit gamle jeg frem. Raikkonen har lidt af det samme. Hvis bilen gider, gider han også - det så man i Bahrain, hvor han viste mere end han gjorde hele sidste sæson.

Den store skuffelse i begyndelsen af 2015 er ikke McLaren, selvom manger lader til at være skuffede over deres indsats - men det skyldes udelukkende urealistiske forventninger. McLaren har klaret sig akkurat ligeså elendigt, som man kunne forvente - og set i den optik kan man vel ikke kalde det for skuffende. Det var åbenlyst fra begyndelsen - altså helt tilbage til offentliggørelsen af det genoptagne samarbejde mellem McLaren og Honda, at begyndelsen vil blive svær og de ville være et år bagud i forhold til konkurrenterne.

De kan blive en skuffelse - hvis ikke der er en vis progression i resultaterne - men taler vi ikke om store landvindinger, men om at man ofte, ikke hver gang, får point i slutningen af sæsonen - og at bilerne næste år begynder at gnave sig ind i nærheden af podieplaceringer. Men McLaren-Honda er et langsigtet projekt.

Alonsos skifte til McLaren har undret nogle - han er endda blevet kritiseret for at ikke at kunne forudse at McLaren-Honda ville trille rundt i bunden af feltet og Ferrari ville blive bedre. Igen rammer kritikken ved siden af skiven. Alonso valgte ikke McLaren fremfo Ferrari. Ferrari fravalgte ham, det italienske team mente ikke at vejen mod VM gik over Spanien. Alonso havde i virkeligheden ikke andre valg, end McLaren, da han stod og manglede en bil. McLaren vidste det og derfor holdt de på en flerårig kontrakt, mens Alonso håbede på et kun et enkelt år. Der er tale om et arrangeret ægteskab, kærligheden mellem parterne er ikke stor.

Nej, den store skuffelse har været Williams, der sidste år var første udfordrer til Mercedes. Én ting er at blive overhalet af Ferrari og gå fra at være det næstbedste hold til at være det trediebedste hold. Et andet er, at man samtidig er langsommere i forhold til det bedste hold, end man var sidste år. De får stadig masser af gode point, men det hele virker en anelse mat. De skal kunne kæmpe om podieplaceringerne, og indtil videre har det ikke virket som realistisk.

Red Bull på deres side virker mere som et team i opløsning. Sidste år kæmpede de lidt mat videre, oven på fire VM triumfer i træk. Men nu har modgangen for alvor ramt dem, og det har ramt hårdt. Når man er vant til at vinde, er det svært at vide hvordan man taber. Red Bull skal indstille sig på den virkelighed, de befinder sig i. Det bliver ikke gjort lettere af massive spekulationer om teamets fremtid. Det er sjældent at noget team har præsteret godt under uafklarede forhold.

På søndag skal femte slag i VM krigen stå. Mercedes er favorit, men Ferrari kan godt blande sig i kampen. Rosberg skal præstere - og det kan måske i virkeligheden godt give gnister i teamet. Der er grund til at glæde sig - og samtidig ikke sætte forventningerne for højt - det kan også blive en processionskørsel med Hamilton en fire-fem kilometer foran de andre!

Martin Møller-Thomsen