Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

RS Competition til RMC generalprøve i Wackersdorf

Go Kart 
29/04/15 

For første gang afholdtes i weekenden den 11. og 12. april RMC Open i Wackersdorf. Bag afviklingen stod arrangørerne for det tyske Rotax Max Challenge mesterskab, og løbet fungerede således for de knap 120 deltagere som generalprøve enten til det tyske mesterskab eller til Rotax Euro Challenge, som afholdes på samme bane i juli måned. RS Competition havde ti kørere til start, og de fik alle deres sag for i de hårde felter bestående af såvel tyske som udenlandske topnavne inden for gokartsporten.
 

I Rotax Mini klassen må teamet siges at være intet mindre end suveræne fra start til slut. Her deltog danske Mads Riis og tyske Tim Tramnitz. De var begge flyvende i deres Tony Kart Nordix, og kun 0,022 sekunder skilte de to i tidtagningen, hvor Riis trak det længste strå. I samtlige heats kom Tramnitz bedst fra start, men der udviklede sig hurtigt en tæt og spændende kamp mellem de to unge chauffører. I både prefinalen og finalen krydsede Riis stregen som 1er og kunne glæde sig over en dobbeltsejr i sin tyske debut. Tramnitz modtog på grund af hård kørsel tre sekunders tidstraf og måtte se sig henvist til femtepladsen.

Med i Rotax Junior var Dennis Siemens, der sidste år blev nummer to i det tyske Mini mesterskab – også for RS Competition. Siemens kørte et flot løb og kæmpede i alle heats en brag kamp. Desværre havde han ikke helt heldet på sin side, da han i begge indledende heats blev tildelt tidsstraf for at forlade de optegnede startbokse på langsiden for tidligt. I prefinalen var han godt på vej op gennem feltet, da den forankørende tabte kæden. Siemens nåede ikke at undvige og måtte derfor starte finalen fra sidstepladsen. Her viste han god fart, og var nået halvvejs gennem feltet, da det ternede flag markerede finalens afslutning.

Brødrene, Sebastian og Andreas Estner, var også at finde i Junior klassen. Sebastian Estner, kun 12 år, lå konstant lige uden for top 10, men udgik i sidste heat, hvorfor han måtte starte finalen langt nede. Her blev det til en 21. plads. Bedre gik det for storebror, Andreas, der i tidtagningen kvalificerede sig som nummer tre. Heatene brugte han som test til første RMC afdeling, hvorfor resultaterne svingede. Til finalen valgte han dog et sikkert setup, og han kvitterede med en flot tredjeplads.

Efter to rigtig gode træningsdage med omgangstider, der ville have rakt til Pole Position til søndagens løb, forsvandt magien for teamets tre seniorer, og løbsdagen var mildest talt op af bakke. John Kevin Grams, sidste års Junior mesterskabsvinder, kæmpede med ribbensproblemer fra et uheld sidste år, og hans bedste placering blev en 9. plads i finalen. Pascal Drewing, der ellers var den hurtigste senior kører fredag og lørdag, formåede ikke at udnytte dette til løbet og endte som nummer 16. Sidste senior, Niklas Bendfeldt, sluttede finalen som nummer 26.

Marcel Schirmer i DD2 fortsatte de gode takter fra Rotax Euro Challenge og var igen som skudt ud af en kanon. Tidtagningen bød på en tredjeplads, og det samme gjorde sig gældende til første indledende heat. Andet heat gav en 2. plads. Generelt for DD2 klassen gjaldt det om at passe på dækkene, og heatene handlede således mere om at spare på dækkene end at vinde. Den ivrige Schirmer kunne dog ikke holde sig fra at vinde prefinalen, hvilket han også gjorde med bravour. Desværre betød det, at han til finalens sidste omgange kun havde dæklærred tilbage at køre på, og han måtte kort før slut afgive føringen og tage til takke med en tredjeplads. Hos Marius Rauer gik det knap så godt, og han var til tider lidt ude af takt og røg i buleræs. Han sluttede finalen som nummer 13.

Med godt en måned til første afdeling af RMC Tyskland er RS Competition med de mange gode resultater forhåbningsfuld og har til generalprøven gjort sig gode erfaringer, som uden tvivl vil være til gavn, når mesterskabet i maj måned skydes i gang.

RS Competition
Jannie Johansen


Læs mere om:
  • RS Competition/K-Tech
  •