Michael Christensen bedste dansker i sæsonpremieren |
FIA WEC 13/04/15
|
|
Det blev en weekend med succes for Michael Christensen og Richard Lietz, efter duoen søndag aften sluttede på andenpladsen i GTE Pro klassen i sæsonens første afdeling af FIA WEC verdensmesterskabet.
I Porsche 911 RSR #91 var danskeren, og hans østrigske medkører, kun 10 sekunder efter den vindende Ferrari, der modigt satsede ved sidste pitstop og sparede kostbare sekunder, ved blot at sætte nye hjul på venstre side af deres Ferrari 458 Italie.
|
|
For Michael Christensen betød andenpladsen i hans debutløb i FIA WEC-mesterskabet samtidig, at den 24-årige fabrikskører endte weekenden som bedste dansker da Young Driver Aston Martin, med trioen Nicki Thiim, Christoffer Nygaard og Marco Sørensen, endte løbet på en fjerdeplads efter en start fra pole position.
(Foto: Porsche Media)
”Richard Lietz begyndte vores løb fra fjerdepladsen, men vi var uheldige ved vores første pitstop, der faldt lige før to perioder med gult flag på hele banen,” fortæller Michael Christensen umiddelbart efter afslutningen på det 6 timer lange racerløb.
De to Ferrari fra AF Corse pittede begge, mens resten af feltet var underlagt en generel fartbegrænsning på 80 km/t rundt på banen, og det sendte dem helt frem i rækkerne og danskerens Porsche 911 RSR tilbage på femtepladsen. Derefter begyndte et imponerende comeback, hvor hurtige og stabile omgangstider, kombineret med en fænomenal indsats af pitmandskabet hos Porsche Team Manthey, igen bragte Michael Christensen og Richard Lietz tilbage i kampen om førstepladsen.
(Foto: Porsche Media)
”Vi pressede hver omgang, alt hvad vi kunne i bilen. Og vores pitmandskab var hurtigere end alle andre ved hvert stop, hvor vi også vandt dyrebare sekunder over konkurrenterne. Det var et frækt sats af Ferrari til sidst, der holdt os fra førstepladsen, men set over hele løbet var andenpladsen i mit første WEC-race resultatet af en fejlfri indsats på alle fronter i vores team. Kampen er benhård i GTE Pro, men vi kom tæt på optimalt fra starten af sæsonen,” slutter Michael Christensen fra Silverstone.
www.michaelkchristensen.com
Læs mere om: Silverstone12/04/15 - Silverstone - FIA WEC - FIA VM |
|
| |