SportsCar Championship 22/03/15
|
|
Christina Nielsen slutter toer efter fantastisk motorløb Christina Nielsen skrev dansk motorsportshistorie, da hun i sin Aston Martin V12 Vantage leverede det største resultat en dansk pige har leveret i international motorsport. I det store amerikanske løb, 12 timers løbet på Sebring, der lørdag blev afviklet i stegende hede for 63. gang, endte kun 23-årige Christina, efter nervepirrende sidste fem minutter, på en flot andenplads i GTD klassen sammen med holdkammeraterne James Davison og Brandon Davis. |
Christina kom i bilen første gang under en safetycar periode en time inde i løbet og da hun kom ud af pitten, lå hun på sjettepladsen. Da løbet blev genstartet mistede Christina et par placeringer og lå omkring halvvejs i hendes stint på niendepladsen. Men efterhånden som Christina fandt sig tilpas i bilen, begyndte hun at overhale de rutinerede konkurrenter foran hende. I tætte hårde kampe med Porscher, Dodge Vipers og Audi R8 avancerede hun til tredjepladsen. Efter mere end to timer i bilen overtog Brandon Davis bilen og resten af løbet lå de tre kørere i top fem og kæmpede med om podieplaceringer.
(Foto: Jan Kaiser)
Omgangstiderne viste tydeligt, at TRG Aston Martin Racing ikke havde den hurtigste bil i GTD klassen til løbet, men ved gode konstante tider og uden at miste så meget tid i trafikken, holdt de sig inde i topkampen. Med 1 time 15 minutter tilbage lå James Davison på førstepladsen, men var hårdt presset bagfra af tre hurtigere biler, en Porsche og to Dodge Viper. Med kun 45 minutter tilbage af løbet, var han faldet tilbage på en fjerdeplads, men stadig tæt på de førende. Men løbet udviklede sig mod slutningen, da den ene Dodge Viper fik en straf og det så ud til tredjepladsen var sikker for Christina og holdkammeraterne, selvom de fem første biler lå indenfor et halvt minut.
(Foto: Jan Kaiser)
Men de sidste fem minutter bragte drama. Den førende Porsche med Farnbacher bag rattet blev presset så hårdt af Blekemoelen i Viper, at han lavede en fejl og kørte af banen og gennem grusset, hvor han var centimeter fra at ramme muren. Han kom tilbage på banen kun 10 sekunder foran Aston Martinen, der havde James Davison bag rattet. Men foran gik der kun yderligere en omgange, før endnu et drama udspillede sig. Motoren på den førende Viper gav op og bilen trillede til et stop i pitten, kun 5 minutter fra en sejr i det prestigefyldte løb.
(Foto: Jan Kaiser)
Glæden hos TRG Aston Martin var dog stor, da de trods alt følte, at de dagen igennem havde været medvirkende til, at Viperen var blevet presset så hårdt, at den ikke holdt løbet ud.
”Jeg er tom for ord. Det er så stort det her” sagde en storsmilende Christina Nielsen efter løbet. ”I min jagt for at blive professionel racerkører og komme til start på Le Mans, er det vigtigt, at man viser resultater i de her store løb. Så at komme på podiet på Sebring er intet mindre end fantastisk. Jeg føler selv, at jeg kørte et rigtig godt løb. I mit første stint, tog jeg det lidt roligt i starten, men da jeg begyndte at kunne presse bilen mere og mere, kunne jeg begynde at overhale konkurrenterne. Det var et fedt stint og dejligt at få passeret en masse konkurrenter”.
(Foto: Jan Kaiser)
Besøg af Steen Tinning
Christina Nielsen havde hele dagen besøg i pitten af den danske professionelle golfspiller Steen Tinning, der nu er bosiddende på Floridas vestkyst kun 1,5 time fra Sebring. Steen Tinning havde ikke tidligere set et racerløb, men var så betaget af oplevelsen, at han blev hængende hele dagen og så den spændende afslutning.
(Foto: Jan Kaiser)
”Jeg er dybt imponeret af det Christina leverede” fortalte Steen Tinning efterfølgende. ”Helt uhørt, så tager hun kampen op med mændene på lige vilkår og leverer på varen. I hendes første stints kæmpede hun med de bedste chauffører fra de andre teams, men hun begyndte bare at overhale dem stille og roligt, en for en. Jeg er ikke motorsportsekspert, men det jeg så hende levere imponerede mig dybt og hun skal nok nå sine mål. Det var så fortjent at hun fik en podieplads og hun kan være stolt over, at hun i den grad bidragede til at teamet kunne tage hjem med en topplacering”.
Jan Magnussen vandt GTLM klassen på Sebring, men for løbets tredje dansker, David Heinemeier Hansson blev det desværre ikke til podieplacering.
Christina Nielsen Press
Jan Kaiser Læs mere om: Sebring21/03/15 - Sebring - SportsCar Championship |